Skip to content back to nav
 
 

Egedal i bogform

Karsten Søndergaard og Niels Elers Koch ved receptionen

Der er udkommet et nyt opslagsværk, hvor Egedal Kommune spiller en hovedrolle på 64 sider. Kommune og forlag inviterer borgere, forfattere, medarbejdere og andre interesserede til bogreception på Rådhuset.

Nyhed skrevet af Vibeke Toft|18-11-2018

Egedal Kommune var i samarbejde med forlaget Trap Danmark vært ved en bogreception torsdag den 22. november 2018 på Egedal Rådhus. Receptionenvar velbesøgt og markerede udgivelsen af bind 28 i det historiske opslagsværk, der foruden Egedal også dækker Furesø, Ballerup, Herlev og Gladsaxe Kommuner.

Egedals borgmester Karsten Søndergaard bød sammen med administrerende direktør Niels Elers Koch, Trap Danmark gæsterne på en forfriskning og tog dem med på en visuel rejse gennem Egedal Kommune.

Egedal har meget at byde på

Niels Elers Koch er både administrerende direktør for Trap Danmark og chefredaktør på udgivelsen. Derfor har han fornøjelsen af at læse alle forlagets beskrivelser af landets kommuner, og han er i den grad blevet positivt overrasket over det, han læste og sidenhen selv har oplevet i Egedal

- Jeg har boet og arbejdet mange steder i Danmark, men jeg må ærligt indrømme, at jeg kendte ikke Egedal Kommune særligt godt, før jeg læste vores beskrivelse. Og hvor blev jeg glædeligt overrasket. De mange tunneldale, der gennemskærer Egedal Kommune på kryds og tværs, har gjort Egedal særlig rig på natur og historie. Så jeg har efterfølgende brugt nogle weekends på selv at opleve Egedal Kommune på cykel, siger Niels Elers Koch.

Borgmester Karsten Søndergaard er både utrolig stolt af at bo og være borgmester i en Egedal, der ikke alene historisk men også stadig har meget at byde på i forhold til blandt andet natur og kultur.

- Det er i høj grad vores mange aktive borgere, der stadig er med til at udvikle og gøre det så dejligt at bo i vores små perler af bysamfund med smukke grønne omgivelser og hovedstaden lige uden for døren, siger Karsten Søndergaard.

Rødder tilbage til Frederik VII

Trap udkom første gang i perioden 1856-60 og har i den nyeste udgave H.K.H. Kronprinsen som protektor. Det nye bind med blandt andet Egedal Kommune er en del af Trap Danmark 6. udgave, der er en omfattende samling af levende fortællinger, dybdegående beskrivelser og leksikale informationer om Danmarks natur, historie og kultur. I alt er der nu udkommet ni indbundne bind ud af 34. Der kommer også enkeltstående kommunebøger - én for hver af landets 98 kommuner og altså også en om Egedal Kommune. Derudover udvikles et digitalt univers, der bliver færdigt i 2021.

Bogen er i boghandlen nu og kommer i 2019 i en særudgave, der kun omhandler Egedal Kommune.