Skip to content back to nav
 
 

Borgermøde om plan for Smørum Vest

Oversigtskort over Smørum Vest

Tirsdag den 9. oktober er der borgermøde om forslaget til den nye lokalplan for byudviklingsområdet Smørum Vest, hvor der skal opføres op mod 250 boliger og en ny daginstitution. Lokalplansforslaget er i høring til den 31. oktober.

Nyhed skrevet af Frederik Roed|28-09-2018

Byrådet har onsdag den 26. september godkendt forslaget til Lokalplan 53 for byudviklingsområdet Smørum Vest, der primært har til formål at fastlægge områdets overordnede struktur og muliggøre, at der kan opføres op til 250 tæt-lave boliger og en daginstitution.

Lokalplansforslaget kommer i offentlig høring fra onsdag den 3. oktober til den 31. oktober. Tirsdag den 9. oktober klokken 19 til 20.30 er der borgermøde om planen på Egedal Rådhus.

Bevarer naturligt grønt område

Lokalplansforslaget inddeler Smørum Vest i fire boligområder og et område til daginstitution m.v., som placeres ud til et stort, sammenhængende grønt område, der skal fastholde sin naturprægede karakter. Den eksisterende beplantning skal mange steder forblive, bl.a. parken og alléen ved Schæffergården. 

Omkring Schæfergården bliver der et mindre erhvervsområde med mulighed for nye mindre, ikke generende erhvervsvirksomheder. 

- Jeg synes, at lokalplanen giver en rigtig god placering af boligerne, der kommer til at ligge omkring en stor grøn kile. Det skaber et rekreativt område, hvor der bliver fantastisk udsigt til det åbne landskab med markerne omkring Smørum Vest. Det er vigtigt at nævne, at der ud mod Tværvej bliver etableret en støjvold, så borgerne bliver skærmet for den trafikstøj, der i dag kommer fra vejen, siger formand for Planudvalget, Ib Sørensen. 

Nye sammenhængende veje og stier

Området Smørum Vest får en ny 'hovedvej' med navnet Schæfergårdsvej og en række mindre villaveje, der udgår fra Kirkevangen.

Der bliver også etableret gå- og cykelstier langs Schæfergårdsvej samt rekreative stier gennem de grønne områder. På sigt kan stinettet blive ført videre mod nord til Kildedal Station. 

Når Smørum Vest er fuldt udbygget giver lokalplanen mulighed for at Schæfergårdsvej på sigt kan blive tilsluttet Kong Svends Vej, hvormed hele området vil have gode vejforbindelser. Schæffergården vil fortsat have indkørsel fra Kildedalsvej ved Kildedal Station.