Skip to content back to nav
 
 

En dag fuld af musik

Musikkens Aften 2019 ved Egedal Musikskole

Den 24. april 2019 inviterede Egedal Musikskole indenfor i musikkens verden med Musikkens Dag og Musikkens Aften for både børn og voksne. Se en kort video (1 minut) og oplev små musikanter.

Nyhed skrevet af Susanna Asven|25-04-2019

Fra morgenstunden var der musik i Maglehøjhallen på Maglehøjskolen. Der blev sunget og spillet på slagtøj, ukuleler, basuner, tværfløjter, blokfløjter og violiner, da 350 instrumentklasseelever og musikprofilklasseelever fra folkeskolerne mødte hinanden igennem musikken, stemmen og instrumenterne.

Kulminationen var et kæmpe orkester med mere end 350 børn fra 1. og 2. klasse, der sang og spillede musik til fire små animationsfilm under ledelse af Jakob Høgsbro.

Musikkens aften

Ved Musikkens Aften i Stenløse Kulturhus gav Egedal Musikskole de besøgende et indblik i, hvordan musikundervisningen kan lyde på en hverdag i Egedal. Man kunne i bogstavelig forstand gå på opdagelse i musikken i kulturhusets mange lokaler og høre elever, der spillede og øvede sig med deres musiklærere. Der var lydprøver på alt godt fra musikkens verden som fx saxofon, trækbasun, blokfløjte, guitar, keyboard, trommer og meget mere. Og i Kulturhusets kælder kunne store som små indtage scenen og give et karaoke-nummer.

Overalt strømmede musikken fra korsang og symfoniorkester og fra en festlig trommekoncert på olietønder og steel drums. Til sidst satte en musikquiz punktum for en lang og musikalsk dag.

Se video

Se en kort video (1 minut) fra Musikkens Aften

Tilmelding til Musikskolen

Der er åbent for tilmelding til Musikskolens sæson 2019/2020 på www.egedalmusik.dk