Skip to content back to nav
 
 

Inspiration: Klimavenlig bolig og lav varmeregning

termostat

Fossilfri el- og varmesektor i 2035? Det er Egedal Kommunes ambition. Energimarkedsplads giver gratis inspiration til, hvordan du gør dit hus grønnere og varmeregningen mindre.

Nyhed skrevet af Christina Adler Jensen|13-02-2019

Hvordan er det nu med energirenoveringer og økonomiske tilskud? Hvad betyder ventilationen for mit varmeforbrug og kan jeg reducere min boligs forbrug af olie eller naturgas? Energimarkedsplads 2019 kan hjælpe dig frem til svarene. 

Hybridvarmepumper og mindre gas

En af mulighederne er at kombinere naturgasfyr med en varmepumpe. Der er gode besparelser at hente, da varmepumpen typisk kører mere effektivt end et naturgasfyr, på nær når det bliver rigtig koldt. Her træder gasfyret så ind, og sikrer, at man stadig får den nødvendige varme.

I takt med, at Danmark producerer stadigt grønnere el, så giver det god mening at flytte forbruget over på el frem for naturgas. Og kan man reducere naturgasforbruget tilstrækkeligt på landsplan vil man på sigt kunne dække gasbehovet med biogas i stedet, og derved udfase naturgassen. Så hvis naturgasfyret alligevel skal skiftes, giver det god mening at overveje en hybridvarmepumpe. Hvis man vælger en hybridvarmepumpe eller en anden varmeløsning, der primært bruger el, vil man som forbruger kunne få en reduktion i elvarmeprisen, for den del af forbruget der overstiger 4.000 kilowatt.

Gratis rådgivning 

Egedal Kommune arrangerer Energimarkedspladsen 2019 i samarbejde med Furesø-, Lyngby-Taarbæk og Ballerup Kommune. Kom og bliv klogere på hybridvarmepumper, solceller, ventilation, isolering og økonomiske tilskud. Det er gratis og kræver ikke tilmelding. Mød uvildige rådgivere samt lokale håndværkere der kan hjælpe dig videre, hvis du har et ønske om at: 

- sikre et bedre indeklima

- få lavere varmeregning 

- få et mere energieffektivt hus.

Kommunen afholdte i november 2018 et lignende arrangement målrettet mod oliefyrsejere, her deltog 100 personer for at høre om mere om mere fordelagtige alternativer til det gamle oliefyr. Nu får andre med bl.a. naturgasfyr også mulighed for at høre om alternative løsninger.

Fakta:

Kulturhuset Galaksen i Værløse d. 26.februar kl.18.30-21.

Se programmet her:

Egedal Kommune arrangerer i samarbejde med Lyngby-Taarbæk, Furesø og Ballerup en Energimarkedsplads.