Skip to content back to nav
 
 

Egedals unge undervises i seksuel sundhed

Uge Sex-kampagne

Egedals 9.klasse skal undervises i seksuel og reproduktiv sundhed. Formålet er at gøre eleverne opmærksomme på egen krops muligheder og grænser, så de unge klædes på til at tage ansvar for egen seksuel sundhed.

Nyhed skrevet af Troels Rud|25-01-2019

Som en del af Uge Sex-landskampagnen tilbyder Sundhedstjenesten oplæg for Egedals 9.klasseselever, for at ruste de unge til at tage vare på egen krop og egne grænser. Oplæggene vil holdes af Gabriela Rehfeld, Jordmoder og specialist i sexologisk rådgivning, samt leder af ungdomsmodtagelsen i Halsnæs Kommune. Formålet med oplægget er at fremme de unges opmærksomhed på egen krops muligheder og grænser og derigennem styrke de unges eget ansvar for deres seksuelle og reproduktive sundhed. 

Unge skal kende deres grænser

Oplægget tager udgangspunkt i, hvilke myter om krop og sex de unge møder, og hvordan de unge kan navigere hensigtsmæssigt mellem krav, forventninger, grænser og lyst. Oplægget vil ogsåhandle om, hvilken betydning f.eks. jomfruhindemyten har for en almindelig dansk ung, hvordan de unge lærer at afkode hinanden, når de kommer ud i nonverbale settings, som det ofte er når man har sex, og en diskussion af, hvorfor man begår overgreb, og hvornår noget er et overgreb.

Eleverne vil komme til at deltage i en quiz som oplæg til diskussioner om myter om kroppen, af forskelle og ligheder på krop og køn, og hvordan man ved, hvad der er godt for ens krop. 9. klasserne skal for eksempel tale om grænsesætning og aflæsning af "hvad kan jeg lide?", "hvor går mine grænser?", "hvad kan de andre lide, og hvor går deres grænser?", og "hvordan aflæser man hinanden i forhold til dette?".

Oplæggene for 9.klasserne afholdes i Egedals skoledistrikter på følgende datoer:

Ølstykke distrikt den 23. januar på Toftehøjskolen i Mødelokalet kl. 10.15-11.45. Frederiksborgvej 4, 3650 Ølstykke.

Ganløse distrikt Den 6. februar i Kulturhuset på Ganløse Skole kl. 10.00-11.30. Vestergade 5A, 3660 Stenløse.

Smørum distrikt den 20. februar på Boesagerskolen kl. 10.00-11.30. Flodvej 89, 2765 Smørum.

Stenløse distrikt den 27. februar på Lærkeskolen i kantinen kl. 09.55-11.25. Præstegårdsvej 30, 3660 Stenløse.

 

7.klasser og 5.klasser undervises også i Uge Sex

Foruden dette særlige tilbud om undervisning for 9.klasserne tilbyder sundhedsplejerskerne, som de plejer, undervisning for alle 7.klasser i Uge Sex, hvor emnet er krop og seksualitet. Her vil sundhedsplejerskerne komme rundt om emnerne pubertet, krop, følelser, grænser, porno (for at tale om normaliteten) og debutalder. Derudover er der fokus på brugen af de sociale medier for at kunne færdes sikkert på medierne.

Sundhedsplejerskerne vil desuden undervise kommunens 5.klasser om de forandringer, der sker med kroppen.

 

For yderligere information 

Kontakt Nina Rasch, leder af tandplejen og sundhedstjenesten nina.rasch@egekom.dk 72596734