Skip to content back to nav
 
 

Skoleudvalget beslutter tidsplan

Egedal Byråd 2018-21

Byrådet i Egedal Kommune besluttede i oktober 2018, at afdeling Toftehøjskolen og afdeling Søagerskolen skal lukkes, og Skoleudvalget besluttede på mødet i går tirsdag den 15. januar 2019, hvornår elever og medarbejdere flytter til de nye skoleafdelinger.

Nyhed skrevet af Lotte Raabo Larsen|16-01-2019

Siden Byrådets beslutning i oktober har skoleledelser, skolebestyrelser, forældre og medarbejdere fra de to skoledistrikter, som hver skal lukke en skoleafdeling, været i tæt dialog omkring processerne for flytningerne.

Skoleudvalget besluttede at indskolingen fra afdeling Toftehøj flyttes til Hampelandskolen august 2019 og godkendte implementeringsplanen fra Søagerskolen til Boesagerskolen ligeledes august 2019. Derudover anbefales det for distrikt Ølstykke at overflytte resten af Toftehøjskolen til august 2020 og for distrikt Smørum anbefales det at resten af Søagerskolen overflyttes til august 2021.   

Formand for Skoleudvalget Betina Hilligsøe udtaler: " Jeg er imponeret over det engagement, som skolebestyrelserne har lagt for dagen. Jeg vil gerne takke for al den tid og de kræfter, der er lagt i indstillingerne, og glæder mig til vores fortsatte samarbejde. Begge distriktsskoler har lavet inddragelsesprocesser i samarbejde med deres skolebestyrelser, og det tætte samarbejde mellem skoleledelser og skolebestyrelser er med til at sikre en tryg proces for medarbejdere og elever. Eleverne er også tænkt ind som en væsentlig medspiller og jeg ser frem til at høre deres ideer til gode skolerammer.

Processen for foråret 2019

Skoleudvalgets beslutning og anbefaling sendes videre til Byrådet, som den 30. januar 2019 træffer endelig beslutning vedrørende processen for den samlede flytning.

Første etape bliver at få indskolingen og SFO på plads i de nye rammer. Når Byrådet har taget den endelig beslutning om flytteprocessen, vil Egedal Kommune straks gå i gang med at planlægge flytninger og lokalerenoveringer, så skolerne står klar til at modtage eleverne og medarbejderne fra indskolingerne og SFO'erne fra afdeling Toftehøjskolen og afdeling Søagerskolen. Det skal sikres, at eleverne og medarbejderne starter op på bedste vis til et nyt skoleår i august.

I løbet af foråret 2019 vil der, i samarbejde med bygherrerådgiveren Arkitema, blive arbejdet på scenarier for, hvordan de skoleafdelinger, der skal modtage overflyttede elever, kan udbygges og ombygges, så de gøres klar til de efterfølgende etaper.