Skip to content back to nav
 
 

Vinterferie på Skenkelsø Mølle 2019

Skenkelsø Mølle

Egedal Arkiver og Museum afholder tirsdag den 12. februar klokken 13.00 - 16.00 fastelavn som i gamle dage på museet for skolebørnene i forbindelse med skolernes vinterferie.

Nyhed skrevet af Birgitte Østrøm|31-01-2019

Der vil være mulighed for selv at lave sit eget fastelavnsris efter historiske modeller, der ser noget anderledes ud end dem vi kender i dag. Starten på fasten markeres også historisk med et karneval, hvor der på museet også kan fremstilles historiske masker.

Skikken med fastelavnsris kendes fra 1700-tallet, hvor forældre pryglede deres børn med ris på langfredag, for at de skulle kunne mærke de lidelser Jesus blev udsat for. I dag bruges fastelavnsris mest til at rise sine forældre op og er besat med slik. Fastelavn er således begyndelsen på den periode, hvor man tidligere skulle faste i 40 dage før påske og det var derfor sidste chance for at spise lidt gode sager inden fasten.

Hvide Tirsdag

Hvide Tirsdag benævnes dagen også, idet man spiste mælkeretter og hvidt mel inden fasten begyndte. Dette råder vi bod på ved at servere hjemmebagte strutter for gæsterne. Strutter, som jo er et korsformet stykke bagværk, der specielt hører til fastelavnstiden. Museets eksperter i historisk mad Hanne og Annemarie har fundet de spændende opskrifter på strutter og vil bage de velsmagende brød.

Efter anstrengelserne med fremstilling af fastelavnsris kan børnene prøve kræfter med den gamle fastelavnsleg med at bide til bolle.

Arrangementet sker i samarbejde med Ølstykke Historiske Forening og finder sted på Skenkelsø Mølle Museum, Maglehøjvej 42, 3650 Ølstykke.

Der er gratis adgang - og arrangementet retter sig mest mod børn i alderen 6 - 10 år med tilhørende forældre og bedsteforældre.