Skip to content back to nav
 
 

Ledøje Vandværk har opsat kulfilter

Vanddråbe

Vandet fra Ledøje Vandværk kan nu drikkes.

Nyhed skrevet af Christina Adler Jensen|27-05-2019

Opdatering den 3. juni 2019:

Vandet fra Ledøje Vandværk må nu atter drikkes.

Ledøje Vandværk har installeret kulfilter på vandværket som renser vandet. Efterfølgende er der foretaget to analyser af vandkvaliteten, som viser at drikkevandet overholder kvalitetskravet for chlorothalonil-amidsulfonsyre.

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at drikkevand fra Ledøje Vandværk igen kan bruges til alle formål i husholdningen. Vandet kan således igen anvendes til drikkevand, samt alle drikkevandslignende formål såsom madlavning mv.

Ledøje Vandværk og Egedal Kommune overvåger drikkevandskvaliteten tæt i den kommende tid.

 

Tidligere: Ledøje Vandværk har fået en midlertidig tilladelse til at rense vandet, kaldet videregående vandbehandling. Der er opsat kulfilter og UV-filter på Ledøje Vandværk, og forventningen er, at filtrene vil kunne være i drift indenfor de kommende par uger. Når der foreligger to analyseresultater i træk, som viser at kvalitetskravet for chlorothalonil-amidsulfonsyre er overholdt, vil Styrelsen for Patientsikkerhed ophæve forbrugsbegrænsningen og så kan vandet igen drikkes fra hanen.

Tilladelsen til videregående vandbehandling er midlertidig og gyldig i et år. I mellemtiden arbejder det forbrugereejede Ledøje Vandværk videre med at beslutte den bedste løsning for vandværkets forbrugere på længere sigt.

Læs tilladelsen her.