Skip to content back to nav
 
 

Nye store skærme til alle Egedals klasselokaler

Nye skærme på skoler, her i Veksø

Egedal Kommune sætter skærme op i alle kommunens klasselokaler. En effektivisering på Rådhuset har været med til at frigive midler til at indfri et stort ønske fra Egedals skoler, nemlig nye, og ens, skærme til brug i undervisningen. 324 skærme sættes op inden påske til gavn for både elever og lærere.

Nyhed skrevet af Troels Rud|11-03-2019

Det har været højt på skolernes ønskeliste længe, faktisk har flere undervisere og IT-ledere ventet i flere år på at få skærme til undervisningsbrug. De fleste skærme, som hænger i klasserne i dag, er gamle og små. Det er forskellige modeller med hver deres fjernbetjening, og hver deres problemer, og så er de forældede skærme ofte tilkoblet en gammel stationær computer, som er langsom.

Men nu går ønsket i opfyldelse, for som noget af det første i 2019 har Egedal Kommune prioriteret at indkøbe og opsætte 324 stk. ens 75" skærme i samtlige klasselokaler og udvalgte faglokaler på alle kommunens skoler. 

Pengene til de mange skærme hænger sammen med en effektivisering, hvor Rådhuset i løbet af 2018 har samlet kommunens IT-budget - en øvelse som altså kunne betale sig. 

Stor forskel på eksisterende dækning af skærme

Siden det sidste store fælles IT-indkøb af SmartBoards for over ti år siden har indkøb af skærme været sporadiske og afhængige af de enkelte skolers økonomi. Derfor er dækningen af skærme på kommunens skoler meget forskellige og flere steder mangelfuld. 

Derfor er der nu lavet et fællesindkøb for at imødekomme det stigende behov for, at både medarbejdere og elever kan vise deres ting fra ChromeBooks, iPads, medarbejder-pc'er og hjemmebragt medie på en stor skærm i undervisningstiden. Elever og lærere vil samtidig få ens skærmmuligheder i de undervisningslokaler, de går ind i. Der vil desuden være mulighed for at slutte sine maskiner direkte til skærmene med kabel samt via trådløs forbindelse. 

De mange nye skærme bliver en integreret del af undervisningen på skolerne. Skærmene bruges blandt andet til fælles opstart med plan for timen og afkrydsning, fremvisning af film, interviews, forsøg, taler osv., som lærerens redskab i forklaringen til opgaven, til visning af de forskellige fagportaler, som der primært arbejdes med i dag, til fremvisning af enkelt elevers eller gruppers produkter/dokumenter/PowerPoints, til at vise/instruere i apps for alle på stor skærm, og i faglokaler bruges skærmene eksempelvis til at vise det periodiske system (dynamisk) og i musik til at mixe/styre/sammensætte de forskellige elementer. 

For yderligere information om skolernes nye skærme kontakt Jannik Larsen, Souschef Lærkeskolen på mail: Jannik.Larsen@egekom.dk