Hvis din husstands samlede indkomst er under 177.601 kr. om året, er du berettiget til fuld friplads. Her betaler du ikke selv noget for pasning.

Hvis din husstands samlede indkomst er mellem 177.601 og 551.700 kr. om året,er du berettiget til delvis friplads. Her betaler du selv en del af prisen for pasning.

Hvornår kan jeg søge om friplads? 

Når dit barn er indmeldt i et kommunalt pasningstilbud eller en privat institution, har du mulighed for at søge om friplads.

Din friplads vil gælde fra den 1. i måneden efter ansøgning. 

Du kan ikke søge om friplads tilbage i tiden. 

Du skal altid søge om friplads i den kommune, som du bor i.

Mit barn skifter pasning, skal jeg søge om friplads igen?

Hvis dit barn skifter fra en pasningstype til en anden, skal du ikke søge om friplads igen.

Du skal kun lave en ny ansøgning, når din indkomst ændrer sig, eller hvis der er ændringer i dine familieforhold. 

Når du har givet besked om ændringer i din indkomst eller ændringer i dine familieforhold, vil din friplads blive ændret fra den 1. måneden efter ansøgning, og du vil få tilsendt en ny bevilling.

Vi forbeholder os retten til at efterregulere din friplads med tilbagevirkende kraft, hvis du er blevet samlevende, og du ikke har givet os besked om det.

Det er ikke tilstrækkeligt, at du giver besked om ændringer i økonomien eller husstanden til andre instanser i Egedal Kommune eller til SKAT.

Hvad er min husstandsindkomst?

Din husstandindkomst udgør al skattepligtig indkomst.

Hvis du har mere end et barn under 18 år boende i din husstand, når du søger om friplads, vil du automatisk få fratrukket 7.000 kr. i det samlede indkomstgrundlag for hvert barn udover det første.

Hvis der kommer flere børn til din husstand i løbet af året, skal du lave en ny ansøgning om økonomisk friplads på Digital Pladsanvisning. Det bliver ikke reguleret automatisk.

Hvor meget er jeg berettiget til i friplads?

Er din aktuelle månedsindkomst omregnet til årsindkomst på 177.601 kr. eller derunder, er du efter ansøgning berettiget til fuld friplads, og du vil derfor ikke blive opkrævet for børnepasning.

Hvis du er enlig

Bor du alene med et eller flere børn, og er du eneforsørger, så trækker vi 62.139 kr. fra din husstands samlede indkomst, inden vi beregner dit tilskud. Det betyder, at dit tilskud vil blive højere.

For at få tilskud som enlig skal du aktivt søge om friplads. 

Er du gift, skal du søge friplads med din ægtefælle, også selvom at I ikke bor sammen. Her vil du ikke være berettiget til enlig fradrag.

Feriepenge

Feriepenge tæller som indkomst for den måned, hvor de er udbetalt. Det vil for de fleste lønmodtagere betyde, at der vil ske genberegning af deres fripladstilskud for april måned.

Såfremt feriepenge opgøres i forbindelse med jobskifte, vil disse feriepenge fremgå i den måned, hvor de er registreret, også selv om de ikke udbetales på det tidspunkt. 

Hvis du er samlevende

Hvis et barn kun bor sammen med den ene forælder og denne er gift eller samlevende, beregner vi tilskud til fripladsen ud fra husstandens samlede indkomst.

Hvis et barn bor lige meget hos begge forældre, beregner vi tilskuddet ud fra den samlede husstandsindkomsten hos den forælder, hvor barnet har folkeregisteradresse.

Hvis du bliver gift eller bliver samlevende, skal Pladsanvisning og Elevadministration have besked med det samme. Det er ikke nok at Udbetaling Danmark eller andre i kommunen ved det. Hvis du ikke giver os besked, vil der på et senere tidspunkt blive lavet en regulering af din friplads. 

Kontakt

Dagtilbud

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
Tlf.: 7259 6000

Telefon og ekspedition
Mandag, tirsdag, onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-17.30
Fredag kl. 10-12