Egedal Kommune er formet af istidsaflejringer med karakteristiske tunneldale, morænebakker og brede ådale.
Mod nord dominerer de store skove og Naturpark Mølleåen omkring tunneldalen med Mølleåen, Buresø og Bastrup Sø. Mod syd er det især åer, småsøer, og moseområder, der præger landskabet.
Det kuperede landskab kan besværliggøre adgangen til naturoplevelserne for personer der sidder i kørestol eller har en anden funktionsnedsættelse, der kan vanskeliggøre adgang i et sådan terræn.
Der er bedre adgang til naturen i Egedal Kommune for personer med funktionsnedsættelser ved den populære badesø Buresø, hvor der er opført en ny og mere tilgængelig badebro. Ved badebroen er der også borde og bænke, samt grillpladser og bålplads, ligesom der også er en kiosk i sommersæsonen og en stor P-plads, hvor Skovvej og Klokkekildevej mødes. Det skal dog bemærkes, at der ikke er adgang til noget handicaptoilet på stedet.
I Ganløse Eged er der en handicapvenlig lejrplads med befæstet bålplads, hvortil der er adgang fra en sti, der leder fra nærmeste grusvej. Derudover er der også et handicapvenligt muldtoilet på stedet.
Kontakt
Klima, natur og miljø
Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: klima_natur_miljoe@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000
Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12