Naturparken indeholder en helt unik natur og geologi. Den sidste istid efterlod landskabet med et net af tunneldale, og den kalkholdige undergrund og de våde områder har skabt en varieret natur med moser, enge, rigkær, kildevæld, overdrev, søer og vandløb. Der findes et særdeles rigt planteliv, og hele enge af orkideer og andre farverige blomster lyser op, når foråret sætter farver på Naturpark Mølleåen.
Naturpark Mølleåen er også en ren skattekiste af fortidsminder, og byder på en kulturhistorie der binder mennesker, tider og steder sammen. Den fortæller historien om vore forfædres færden og du kan finde spor fra stenalderens og bronzealderens beboere og middelalderens magtfulde slægter.
Naturparken har et veletableret net af stier, veje og faciliteter, der giver mulighed for spændende ture i den smukke natur. Det kuperede terræn og snoede stier er populær blandt vandrere, cyklister og løbere, og området byder på masser muligheder for leg, læring, motion, ro og fordybelse – for både store og små. Så der er mange muligheder for at komme ud og opleve Naturpark Mølleåen.
Læs mere
Naturpark Mølleåen har sin egen hjemmeside, hvor du kan f.eks. finde en turguide til 17 vandre- og cykelture rundt omkring i parken:
- Læs mere om Naturpark Mølleåen her
- Få ideer til vandreture i naturparkens digitale turguide her
- Læs Naturpark Mølleåens naturparkplan for 2022-2026 her
Baggrund
- Naturpark Mølleåen er certificeret under Danske Naturparker, der er et kvalitetsstempel administreret af Friluftsrådet, for større sammenhængende naturområder.
- Naturpark Mølleåen er etableret som et samarbejde mellem kommunerne Egedal, Furesø, Allerød, Frederikssund og Naturstyrelsen Hovedstaden. I samarbejdet indgår også lokale foreninger, herunder foreningen Naturpark Mølleåens Venner.
- Naturpark Mølleåen blev certificeret naturpark første gang i slutningen af 2016, og blev gencertificeret i januar 2022. Genmærkningen gælder frem til ultimo 2026.
Kontakt
Klima, natur og miljø
Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: klima_natur_miljoe@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000
Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12