Sommerkonkurrence

Følg anbefalingen og opload dit sjoveste billede på Instagram med #mitegedal - så er du med i sommerkonkurrencen. Denne uge er præmien lækker hjemmelavet is fra Møllehøj Gårdbutik for 5 personer.

Vinderne får besked via Instagram

 

Hovesenderen
Hovesenderen

Anbefaling uge 28: (Se film om ugens anbefaling her)

Hove-senderen:
Nordsjællands højeste punkt. 331 meter over havet og kan næsten ses fra alle steder i Egedal. Masten er 320 meter høj, hvilket er 20 meter højere end selveste Eiffeltårnet. Masten sender nu digitale tv- og radiosignaler.

Smørum Skaterpark:
Mulighed for at køre på løbehjul, rulleskøjter og skateboard og andre former for gadeidræt som parkour og panna spil-arena. Der er også opstillet en motionsø til udendørs fitness ved Hal 3, Smørum Idrætsanlæg.

Hængekøjer i Storesø-Lyngen:
Oplev skoven i en hængekøje og tag en bog eller lydbog med fra biblioteket. Sansebanen og naturlegepladsen er skabt af en gruppe frivillige med støtte fra Egedal Kommune. Du finder stedet ca. 200 m fra Stationsvej.

Hundeskov:
Vidste du, at du må tage din firbenede ven med på skovtur og lufte den uden snor i det indhegnede område? Der findes 3 hundeskove i Egedal: Skenkelsø Sø, Klokkekilde Bakker og Sperrestrup Skov.

Edelgave og Smørholm:
Egedals eneste herregård Edelgave ligger i et smukt godslandskab med træ-alléer og store marker mellem Smørum og Hove. Der ikke adgang, men kan kigge på den flotte bygning, som er  fra 1782-86, fra porten. På den anden side af vejen kan man se Edelgaves forgænger Smørholm, som er et voldsted, der var i brug indtil 1300-tallet.

Mikro eventyr i Hove:
Følg Absalonstien fra gadekæret i Hove – med udsigt til Hovesenderen, kryds over Hove Å og fortsæt til Herringløse, herefter kan man fortsætte til Hove Vandmølle og tilbage til Hove.



Anbefaling uge 27: (Se film om ugens anbefaling her)

Sommertid er badetid, men man kan også tage på fisketur, eller besøge andre spændende naturområder i Egedal, der også kan gemme på historiske fund.

Buresø Badet:
Benyt lejligheden til en svømmetur i Nordsjællands reneste sø med helt egen badebro. Der er også et stort græsareal med borde og bænke samt grill. Du kan også bade i den vestlige ende af søen, hvor du finder karlenes og pigernes badested, hvor man tidligere badede kønsopdelt. Fiskeri i søen er ikke tilladt.

Guldbjerg Mose:
’Træk din gamle sweater på…’ Du må gerne fiske i Guldbjerg Mose, Slagslunde Skov, du behøver ikke fisketegn, hvis du er under 18 år eller pensionist. Du kan fange både karper, skaller og geder, men sæt gerne fiskene ud igen. Guldbjerg Mose er opstået, da man tidligere gravede tørv til opvarmning: Især under 1. og 2. Verdenskrig.

Porsemosen:
Storkøbenhavns største mose ligger syd for Ledøje og dækker et fredet naturareal på ca. 100 ha. Man kan gå langs sydsiden af Nybølle Å, der er mulighed for parkering ved Vikingelandsbyen i Risby og derefter følge stierne mod nord. Området har en høj naturværdi med mange sjældne planter og fugleliv. Der er gravet tørv i mosen til brændsel.

Brøns Mose:
Veksø hjelmene blev fundet ved tørvegravning i Brøns Mose i efteråret 1942. To helt unikke hjelme med horn fra bronzealderen, 1.000 f. Kr. De har indgået i rituelle handlinger og er blevet nedlagt i mosen til guderne. De stejle sider omkring mosen har altid været brugt til overdrev og afgræsses stadig som et naturplejeprojekt.

Ledøje Plantage:
I 1784 blev der anlagt en planteskole i Ledøje, i skellet mod Risby. Man ville gerne tilbyde bønderne, der nu var blevet selvejere, at de kunne få gratis frugttræer og træer til deres gårde. Der blev udleveret over 2 mio. træer i en periode på blot 69 år.

Mikro eventyr i Smørum:
Start ved Kong Svends store bronzealderhøj, besøg Panoptikon med udsigt over Værebro Ådal, følg stierne langs Smørumnedre til Bautastenen, der markerer Sjællands største Vikingegravplads Rytterkær.



Anbefaling uge 26: (Se film om ugens anbefaling her)

Egedal Kommune har egetræet som logo. 

Egetræer er den ældste levende vækst i Danmark. I Egedal er de ældste træer ca. 500 år gamle. Prøv at læne dig op af stammen og tænk tilbage til de mange ting, som træet har oplevet. Tænk hvis de kunne tale, så kunne de uden tvivl fortælle mange historier.

Egedals ældste Egetræ er Kulfandens Eg:
Den er over 500 år gammel og er det største træ i skoven. I 1930-erne ville en kendt træhandler købe træet til ophugning, men skovrideren sagde nej. Du kan finde det i Ganløse Ore, ca. 400 m syd for Farumvej.

Flåde-egene:
Den blev plantet i begyndelsen af 1800-tallet for at sikre tømmer til at genopbygge den danske flåde, som Danmark mistede efter Københavns bombardement i 1807, som en del af Napoleonskrigene. Admiralitetet fik derefter forkøbsret til at udpege egetræer i private skove, der kunne bruges til at bygge skibe. Da egetræer var klar til brug omkring år 2000, var skibene ikke længere af træ. Det forlyder, at der ankom en skrivelse til forsvarsministeren, at nu var flådeegene klar til brug. Flådeege kan ses i den vestlige ende af Ganløse Ore, ved Flådemosen.

Kvinde-egen;
Den blev plantet i Veksø for at markere Kvindernes valgret i 1915 af Kristine Toksværd. Se hvor stort et egetræ bliver på 105 år. Ved siden af Kvindeegen står Kvindeegens datter. Du finder Kvindeegen, Veksø Bygade 26.

Genforenings-egen:
Den blev plantet i 1920 for at markere Danmarks genforening. Du kan også finde 4 genforeningssten i Egedal: Knardrup, Slagslunde, Veksø og Ølstykke.

Kronprins Frederiks Ege:
Den blev plantet 6. maj 2003 ved Ølstykke Bibliotek, Stenløse Rådhus og Smørum Kulturhus – for at markere ’Plant et Træ’ som kronprinsen er protektor for.

Sperrestrup Skov:
Skoven er en bynær og rekreativ skov, der blev plantet 1996-99 og dækker 116 ha. Man kan finde 38 danske træsorter. Hvor mange kan I finde?

Mikro eventyr i Ganløse Eged:
Følg stien fra Buresø Badsted langs Småsøerne, drej ind i Ganløse Eged: Du kan her besøge Myrestenen og Rokkestenen.

 

Googlemaps
Del: