• Tilslutningstilladelse -private grundejere

    Der skal efter Miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3 søges om tilladelse til at tilslutte sig kloakken. Dette gælder for alle tilslutninger. Tilladelse gives af kommunen. Ændringer i afledningen af regn- og spildevand fra beboelse, f.eks. ved boligudvidelse, terrasse, befæstet areal eller opført carport, kræver revision eller ny tilslutningstilladelse.

  • Tilslutningstilladelse - virksomheder

    Virksomheder, der udleder spildevand til det offentlige kloaknet, skal have tilladelse hertil af Egedal Kommune. En spildevandstilladelse vil bl.a. indeholde krav til indholdet af skadelige stoffer i det spildevand, der tilledes kloakkerne. Spildevand kan indeholde stoffer, der kan skade eller give anledning til gener i kloaknettet, skade kloakarbejderne eller renseprocesserne på renseanlæggene. Spildevandstilladelsen gives til virksomheden, der efterfølgende er ansvarlig for, at vilkårene i tilladelsen overholdes. Vilkårene fastsætter på hvilke betingelser, spildevandet kan ledes til kloakken. Ved etablering/ændring af kloakforholdene skal du både søge byggetilladelse og spildevandstilladelse. Hvad forstås ved spildevand? Spildevand inddeles i tre typer

    • Processpildevand er spildevand, der kommer fra processer på virksomheder herunder kølevand og vand fra vask af produktionsudstyr og køretøjer
    • Sanitært spildevand er betegnelsen for bl.a. badevand og vand fra toiletter
    • Regnvand, der stammer fra tage, pladser og veje

    Hvornår skal der ansøges om en spildevandstilladelse? I følgende situationer skal virksomheden kontakte Egedal Kommune med henblik på at ansøge om en spildevandstilladelse:

    • Inden nyetablering af produktionsvirksomhed, der vil medføre processpildevand
    • Inden udvidelse eller ændring i produktionen eller kloakanlægget, der medfører øget mængde eller ændring i sammensætning af virksomhedens spildevand
    • Hvis virksomheden har processpildevand, men ingen spildevandstilladelse

    Såfremt virksomheden kun udleder sanitært spildevand, skal der ikke meddeles spildevandstilladelse.

    Det er en god ide, at kontakte Egedal Kommune allerede i forbindelse med projektering eller overvejelser om ændringer. Spildevandstilladelsen skal være givet inden spildevandet kan ledes til kloaksystemet. Ansøgning om spildevandstilladelse - hvordan gør man? Ansøgeren er lejer eller ejer, som har det juridiske ansvar for driften af virksomheden. Ansøgningen skal være skriftlig og indeholde følgende oplysninger:

    • Virksomhedens og ejers/lejers navn, CVR-nr., adresse og tlf.nr. samt evt. kontaktperson
    • Beskrivelse af virksomhedstype og den del af produktionen, som afleder processpildevand
    • Plan over placering af produktions- og lagerlokaler, udendørs oplagsplads for råvarer og affald samt eventuel vaskeplads m.v.
    • Tegning over virksomhedens interne kloaksystem og afløbsforhold
    • Oplysninger om hvilke miljøfremmede stoffer og mængder, der kan forventes at være i det afledte spildevand, herunder rense- og rengøringsmidler
    • Den forventede afledte maksimale mængde spildevand pr. døgn og pr. år, samt evt. variation i afledningen over døgn, uge, måned eller år
    • Beskrivelse af evt. rensning af spildevandet på virksomheden, herunder evt. benzin- og olieudskiller og lign. samt dimensionering af disse anlæg
    • Evt. egne forslag til vilkår (f.eks. prøvetagningshyppighed, analyseparametre m.v.) for virksomheden
    • Hvornår afledningen begynder
    • Ansøgningen skal være forsynet med ansøgningsdato og underskrift

    Kommunen vil ofte have behov for at indhente yderligere oplysninger til brug i det videre sagsforløb. På baggrund af ansøgningsmaterialet og kapitel 4 i Lov om miljøbeskyttelse udarbejder kommunen en spildevandstilladelse. Med spildevandstilladelsen følger evt. en spildevandsteknisk beskrivelse og en vurdering af virksomhedens spildevandsafledning. Hvis der i spildevandstilladelsen er vilkår for egenkontrol, skal virksomheden betale alle derved forbundne omkostninger. Du er altid velkommen til at kontakte Egedal Kommune med eventuelle spørgsmål.

  • Olieholdigt spildevand

    Spildevand der indeholder olie- eller benzinprodukter skal afledes gennem sandfang og olie- eller benzinudskiller. Der skal etableres sandfang og olie- eller benzinudskiller på afløb fra:

    • Værkstedslokaler
    • Vaskehaller og vaskepladser
    • Arealer, hvor der er risiko for spild af olieprodukter, f.eks. påfyldningspladser
    • Garageanlæg og parkeringspladser for mere end 20 biler
    • Generelt steder, hvor der i øvrigt kan forekomme oliespild og olieholdigt spildevand
    FEDTHOLDIGT SPILDEVAND

    spildevand der indeholder mad- og fedtrester skal afledes gennem fedtudskilleranlæg. Der skal etableres fedtudskilleranlæg i forbindelse med afløb fra:

    • Erhvervsmæssige køkkener, kroer, kantiner, hoteller og restauranter
    • Cateringfirmaer
    • Grillbarer
    • Fast-food salgsteder
    • Pizzariaer
    • Levnedsmiddelvirksomheder/slagterier og slagtere
    • Bagerier og konditorier
    • Forretninger med tilberedning af varm mad
    • Pladser og overflader, hvor der kan forekomme spild af fedt og olie
  • Udledningstilladelse

    Al udledning af spildevand (herunder også overfladevand fra befæstede arealer) til recipienter (åer, søer og havet) må kun ske efter tilladelse fra kommunen. Kravet om tilladelse stilles for at sikre opfyldelse af miljømålene for de respektive recipienter og for at sikre, at den hydrauliske kapacitet i recipienten ikke overskrides, så der opstår risiko for oversvømmelser.

    En ansøgning om udledning skal indeholde:

    • Beskrivelse af projektet
    • En redegørelse for eventuelle konsekvenser ved den ønskede udledning. Herunder en redegørelse for vandstandspåvirkningen af recipienten (typisk ved hjælp af en vandspejlsberegning) og en eventuel påvirkning af omgivende dyre- og planteliv
    • Redegørelse for hvordan regnvandet forsinkes før udløb
  • Nedsivningstilladelse

    Forud for etablering af et nedsivningsanlæg skal der ansøges om og meddeles en nedsivningstilladelse. Dette sker ved, at der indsendes en ansøgning sammen med en projektbeskrivelse til kommunen. Nedsivningsanlæg for spildevand skal opfylde de normer, der er for dimensionering af disse. Alle ansøgninger om nedsivningsanlæg vil blive behandlet efter miljøbeskyttelsesloven og spildevandsbekendtgørelsen, hvor hensynet til grundvandsbeskyttelse indgår. Alle tilladelser til nedsivning er ifølge miljøbeskyttelsesloven midlertidige og kan trækkes tilbage ved evt. kloakering, eller hvis hensynet til grundvandet eller miljøbeskyttelsen i øvrigt kræver det.

  • Nyt spildevandsanlæg

    For at etablere et spildevandsanlæg, skal du eller din kloakmester sende en ansøgning til Egedal Kommune, Center for Teknik og Miljø.

    Ansøgningen skal indeholde:

    • Et udfyldt ansøgningsskema
    • En tegning over anlæggets placering samt tekniske forhold (geotekniske undersøgelser, dimensioneringsberegninger, nedsivningsforsøg mm.)
    • Hvis du har andet spildevand end almindeligt husholdningsspildevand (fx fra svømmebassin), så skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

    Du skal have en autoriseret kloakmester til at udføre arbejdet af spildevandsanlægget. Arbejdet må ikke påbegyndes, før du har modtaget en tilladelse fra Egedal Kommune. Når arbejdet er udført skal din kloakmester indsende en færdigmelding, samt en tegning med mål over anlæggets placering og dimensionering.

  • Ændring af eksisterende spildevandsanlæg

    For at ændre et eksisterende spildevandsanlæg, skal du eller din kloakmester indsende en ansøgning til Egedal Kommune, Center for Teknik og Miljø via spildevand@egekom.dk. Jf. Bekendtgørelsen om spildevandstilladelser, kræver det fornyet tilladelse, når et spildevandsanlæg, eller forhold der har indflydelse på et spildevandsanlæg, ændres væsentligt - dette kan f.eks. være at anlægget flyttes eller omlægges. Egedal Kommune afgør, om en ændring af et spildevandsanlæg eller forhold, der har indflydelse på spildevandsanlægget, kræver fornyet tilladelse. Ansøgning om ændring af eksisterende anlæg skal indeholde:

    • En beskrivelse af den konkrete ændring af spildevandsanlægget
    • Information om eventuelle ændringer i mængden af spildevand til anlægget
    • En tegning af spildevandsanlægget med korrekte mål, som viser ændringerne, dette kunne f.eks. være et tværsnit

Kontakt

Teknik og Miljø

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: spildevand@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12

Del: