Der er så mange gode og sjove ting, man kan lave i naturen, også selvom det er koldt udenfor. Du kan f.eks. lave insekthoteller, hvor du selv kan være med til at bestemme, hvilke spændende insekter der skal bo på dit hotel. Byg det af ting du kan finde i haven, skoven eller langs vores stier – og se hvem der flytter ind.

Det er vildt sjovt at holde øje med alle de spændende dyr der bor i hotellet, og samtidig kan du være med til at hjælpe alle de insekter, der i dag mangler levesteder.

Et insekthotel kan se ud på rigtig mange forskellige måder – faktisk er det kun din fantasi der sætter grænser! Men du skal tænke lidt over hvordan du gør, for at dyrene flytter ind. Vær med i konkurrencen og se nedenfor hvordan man kan bygge hoteller til forskellige slags insekter og smådyr.

Præmien: Vind en dag med vores rare naturvejleder og dine seks gode venner. Vi arrangerer en dejlig dag i naturen, hvor i både bliver klogere på biodiversiteten og hygger med varm cacao. 

Sådan er du med i konkurrencen:

  • Dokumentér dit insekthotel i foto eller med video, og upload din video eller et par billeder i kommentarfeltet på Egedal Kommunes Facebook opslag omhandlende konkurrencen og skriv #VildebørniEgedal, eller upload på din Instagram og skriv #VildebørniEgedal.
  • Dine billeder/video skal være uploadet senest d. 31. marts 2021. Udover billedet må du også meget gerne skrive/fortælle lidt om dit hotel - f.eks. hvem der har bygget det, hvad det er lavet af, og måske hvilke dyr du rigtig gerne vil se i dit hotel.
  • Du skal bo i Egedal Kommune og må højest være fyldt 13 år for at deltage i konkurrencen – men du må gerne få masser af hjælp fra dine forældre, bedsteforældre eller venner til at bygge hotellet.

Vinderne får direkte besked.

Dommerkomité ved konkurrencen:

Borgmester, Karsten Søndergaard
Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Bo Vesth
Naturmedarbejder, Rikke Storm-Ringström
Naturvejleder, Mette Blæsbjerg

Inspiration til insekthoteller
  • Blandet insekthotel

    Byg et insekthotel hvor mange insekter og smådyr kan flytte ind. Et insekthotel kan bygges på rigtig mange forskellige måder – faktisk er det kun din fantasi der sætter grænser!

    Et insekthotel skal ikke kun være flot, men også godt og nemt for dyrene. Jo flere forskellige materialer du bruger, jo flere forskellige slags dyr vil der komme og bo i hotellet – insekter, spindlere og andre smådyr foretrækker nemlig forskellige slags mad og levesteder. Insekterne kan bruge hotellet til forskellige ting, f.eks. overvintre, skjule sig, finde læ og bygge rede. Det kribler og krabler fra foråret og hen til efteråret, men hvis du er heldig, kan f.eks. mariehøns og sommerfugle finde på at overvintre inde i hotellet.

    Fremgangsmåde:
    • Byg en ramme til hotellet, f.eks. af gamle brædder, en stor kasse eller noget helt andet. Giv det et tag og evt. en bagbeklædning.
    • Jo dybere hotellet er, jo flere materialer kan det rumme, og jo flere dyr vil det tiltrække.
    • Inddel hotellet i forskellige rum.
    • Gå ud i naturen og find forskellige materialer som du kan putte i hotellets forskellige rum – f.eks. kogler, bark, blade, tagrør, grene, og mos. Du kan også lægge mursten, sten eller uld ind i nogle af rummene.
    • Brug evt. hønsenet og hegnskramper til at holde naturtingene i rummene f.eks. bladene og mos, eller som bagbeklædning.
    Placering:

    Det har stor betydning, hvor du stiller hotellet i forhold til hvilke insekter der flytter ind – nogle dyr vil foretrække et køligt og fugtigt sted, mens andre vil foretrække et varmt og solrigt sted, ligesom nogle dyr vil foretrække at være tæt ved jorden, og andre højere oppe.

    Det skal du bruge:
    • En ramme som du bygger af gamle brædder, en kasse el.lign.
    • Materialer du kan finde i naturen eller haven: F.eks. kogler, mos, bark, tagrør, blade, tynde bløde grene (f.eks. hyld og brombær), tykke træstykker (med eller uden huller).
    • Andre materialer: F.eks. mursten, uld, snor, hønsenet, hegnskramper, søm og/eller skruer.
    • Værktøj: Hammer, sav, boremaskine.
  • Bi-hotel

    At gøre sit hotel bi-venligt kan være en rigtig god ide, for i Danmark er der nemlig mange bier der ikke har det godt. Skal dit hotel være godt for bier, skal det leve op til nogle helt bestemte krav, der er vigtige for bierne.

    De bier der kan finde på at flytte ind i et hotel og bygge rede, er det man kalder ”hulboende” enlige bier – det betyder, at bierne ikke bor sammen i samfund, men lever hver for sig. Det er f.eks. bladskærebier eller murerbier. Når en hun-bi er blevet befrugtet, går hun i gang med at bygge redegange i aflange hulrum, hvor hun kan lægge sine æg.

    Fremgangsmåde:
    • Lav aflange rør på min. 15 cm længde – hvis de er for korte, er der nemlig ikke plads til hunnens æg – og rørenes hulrum skal være mindst 6-8 mm brede, og gerne lidt forskellige.
    • Hotellet skal have en aflukket endevæg på bagsiden – æggene skal nemlig ligge sikkert og beskyttet inde i rørene indtil de klækker.
      Placering af bi-hotel er vigtigt:
    • Det skal placeres 100-120 cm over jorden, for at undgå fugt og råd.
    • Det skal vende mod syd, sydøst eller sydvest.
    • Placeres på et varmt og solrigt sted.
    Det skal du bruge:
    • En ramme som du bygger af gamle brædder, en kasse el.lign.
    • Materialer du kan finde i naturen eller haven: F.eks. tagrør, bambus, ler, sand, tynde bløde grene (f.eks. hyld og brombær), træstykker eller tykke grene du kan bore huller i.
    • Andre materialer: Snor, hønsenet, hegnskramper, søm og/eller skruer.
    • Værktøj: Hammer, sav, boremaskine.
  • Humlebi-hotel

    Byg et humlebi-hotel. Et humlebi-hotel er anderledes end bi-hoteller, fordi humlebier er sociale dyr, der bygger små kolonier.

    Humlebiernes levesteder er ved at forsvinde, så du kan hjælpe dem med et nyt hotel. Men humlebierne er kræsne, så man skal være meget heldig, hvis de flytter ind.

    Der findes flere forskellige slags humlebier i Danmark, og mange af dem har svært ved at finde et sted at bo og danne koloni.

    Du laver et humlebi-bo ved at bygge en æske med både et indflyvnings- og ventilationshul, og kassen isoleres med materialer du finder i naturen.

    Fremgangsmåde:
    • Byg en trækasse på størrelse med en stor skotøjsæske (ca. 30x30x15 cm indvendigt) og lad der være et indflyvningshul i venstre side og et ventilationshul i højre side.
    • Boet skal have et tag, f.eks. af brædder med tagpap.
    • Det skal holde tørt – sørg for at tætne alle samlinger med voks eller silikone.
    • Fyld kassen med et godt lag isolerende materiale, f.eks. tørt græs, mos eller findelte blade.
    • Midt i laves et lille hul, som fyldes med blødt polstringsmateriale – gerne en muserede hvis du kan finde det, som du evt. supplerer med uld eller hundehår/kattehår. Sørg for at der går en tunnel fra indgangen og ind til midten af reden.
    Placering:
    • Kassen skal sættes op i det tidlige forår, når humlebierne søger efter et sted at bo.
    • Prøv at sætte det i en fredelig krog, lidt over jorden, hvor der er varmt og nogen sol.
    Det skal du bruge:
    • En kasse du bygger af brædder eller en trækasse du har i forvejen.
    • Tagpap, hegnskramper, søm og fintmasket net.
    • Bivoks, eller evt. silikone til at tætne kassen med.
    • Materialer du finder i naturen eller haven: Tørt græs, mos, eller blade, en gammel muserede og uld eller hundehår/kattehår.
    • Værktøj: Hammer, sav, boremaskine.
  • Se film om Insekthotel

Kontakt

Teknik og Miljø

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: teknik-miljo@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12