---
title: "Sammen om frivilligheden"
description: "Egedals Kultur- og Fritidsmesse"
date: "2026-09-14"
created: "2024-06-23"
tags:
  - "Messe"
  - "kulturmesse"
  - "fritidsmesse"
  - "kultur- og fritidsfestival"
  - "sammen om frivillighed"
  - "frivillighedsmesse"
  - "fejring af frivillighed"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Mit liv](https://egedalkommune.dk/mit-liv)

                    [Kultur, fritid og idræt](https://egedalkommune.dk/mit-liv/kultur-fritid-og-idraet)

                    [Frivillige og foreninger](https://egedalkommune.dk/mit-liv/kultur-fritid-og-idraet/frivillige-og-foreninger)

                [Sammen om frivilligheden](https://egedalkommune.dk/mit-liv/kultur-fritid-og-idraet/frivillige-og-foreninger/sammen-om-frivilligheden)

# Sammen om frivilligheden

Lørdag den 12. september 2026 bliver Egedal Rådhus fyldt med liv, når kultur- og fritidsmessen 'Sammen om frivilligheden' inviterer dig og hele familien til en dag med sjove aktiviteter, fællesskab og masser af inspiration.  Mød foreninger og fritidsaktører fra hele kommunen og få et indblik i det mangfoldige fritidsliv, som hver dag bæres af engagerede frivillige. Det er gratis at deltage, der er noget for alle aldre – og du kan selvfølgelig købe mad og drikke undervejs. Vi glæder os til at se dig!

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/dbcfab1a-aa2f-4415-b7c0-b41096972f1b?width=800)

**Programmet for 2026 byder foreløbigt på:**

- **Op mod 70 foreninger** og fritidsaktører har meldt sig. De inviterer til en **masse aktiviteter,** som du kan deltage i, hvad enten du er 7 eller 97! Fx. spille basket, prøve floorball, lege i hoppeborg, skydning, brætspil, puttekonkurrence, hilse på alpakaer, få lavet ballondyr og se rulleskøjteshow. Hør, se, prøv, snak med dem om, hvad deres fællesskab byder op til.
- **Mad og drikke** fra **tre** lokale ildsjæle: **Nils Univers** sælger sandwiches, bowls, koreansk læskedrikke og lækkerier, **Ølstykkes Venner** sælger pølser og drikkevarer, **Klub Egedal** glæder sig til at sælge godter.
- **Scenen** står på rådhustorvet bag rådhuset, hvor der vil være udendørs siddeområder og god stemning. Her vil flere lokale bands, som fx **Krogh** spille fed musik dagen lang. Her vil der også være **kåring af årets sejeste frivillige.**
- Byrådssalen omdannes til **legeplads** med hoppeborg og gymnastikredskaber til alle med overskud på energikontoen.
- Tilmeldingen er lukket - men kontakt os, hvis din forening ikke nåede det.
- **Programmet opdateres løbende** i takt med, at det hele falder på plads.

[Program for Kultur- og fritidsmessen 2026](https://egedalkommune.dk/MOLIRIPAGE/e8e48cb5-1dd7-4b96-8eb6-8c0d6ea49722)

## De frivillige hædres via 5 priser

###

                                    Vi hylder de frivillige – brug lejligheden til at sige tak

Kultur- og fritidsmessen danner rammen for uddeling af fem priser, der uddeles som anerkendelse af de frivilliges store arbejde.

Nedenfor kan I se, hvem der vandt årets priser i 2026.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/ebcebd3f-6f4c-4a28-a5b9-da66ea2b4680?width=800)

###

                                    Ungeprisen

### Ungeprisen 2026 går til Magne Bech Sandmann

Tale til Magne ved Morten Lyager fra Idræts, Fritids, og Kulturudvalget:

"**Kære Magne**,
Stort tillykke med Egedal Kommunes Ungepris.

Du er et fantastisk eksempel på, hvordan man allerede i en ung alder kan gøre en stor forskel for andre. Gennem flere år har du engageret dig som træner og instruktør i både badminton og svømning, og du har været med til at give børn og unge glæden ved at dyrke idræt og være en del af et fællesskab.

Det særlige ved dig er, at du ikke bare lærer fra dig. Du skaber tryghed, sammenhold og gode oplevelser omkring dig. Du møder de yngre børn med nærvær og tålmodighed, og du har samtidig en naturlig evne til at være en rollemodel for andre unge. Du får mennesker til at føle sig velkomne, set og værdsat.

Det fremgår af indstillingen, at du er en af dem, der træder til, når der er brug for hjælp. Det er tydeligt, at du hele tiden ønsker at udvikle dig. Du er nysgerrig, engageret og arbejder målrettet på at blive dygtigere både som spiller og træner. Du viser med dit eksempel, at man kan have ambitioner og samtidig tage ansvar for fællesskabet.

På vegne af Egedal Kommune vil jeg derfor sige: Tak for dit engagement, tak for dit store frivillige arbejde og tak for den forskel, du gør for børn, unge og foreningslivet i Ganløse.

**Et meget stort tillykke med Ungeprisen.**"

### Kriterier for Ungeprisen

Prisen gives til en person under 25 år, der har gjort en bemærkelsesværdig frivillig indsats og vist et engagement ud over det sædvanlige. Det er til en ung, der med ansvarlighed, nysgerrighed og handlekraft bidrager positivt til fællesskabet – enten i en forening, et lokalt initiativ eller gennem nye måder at engagere andre børn- og unge på. Prisen hylder en rollemodel, der inspirerer jævnaldrende og viser, at unges engagement kan skabe stærke fællesskaber og gøre en reel forskel for fritidslivet i Egedal Kommune. Med prisen følger et gavebeløb på 5.000 kr.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/9049170b-8ab7-431f-901d-4e0d58633f5c?width=800)

![Logo for Ungeprisen](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/ad7c3382-d8b5-4681-fa3d-08deabe5130d?width=800)

###

                                    Kulturprisen

###  Kulturprisen 2026 går til holdet bag Teaterkoncerter i Stenløse Kulturhus

Tale til Teaterkoncert-gruppen ved Birgitte Neegaard-Kofod:

"**Kære alle i Teaterkoncert-gruppen**,
Stort tillykke med Egedal Kommunes Kulturpris.

Denne pris gives til et initiativ, der år efter år skaber stærke kulturoplevelser, udvikler unge talenter og bygger bro mellem mennesker med forskellige interesser og kompetencer.

Det særlige ved Teaterkoncerten er, at de unge ikke blot deltager i en forestilling. De er med til at skabe den. Gennem måneders arbejde mødes unge skuespillere, musikere, sangere og performere på tværs. Sammen udvikler de en forestilling, hvor de unge selv bidrager med idéer, tanker og kreativitet. De er ikke blot en del af resultatet på scenen. De er en del af selve processen.

Teaterkoncerten er samtidig et ambitiøst projekt. Over mange måneder arbejder de unge målrettet frem mod en professionelt tilrettelagt forestilling her i Kulturhuset. Det kræver mod, vedholdenhed og engagement.

På vegne af Egedal Kommune vil jeg derfor sige tak. Tak til de mange unge, der år efter år kaster sig ind i projektet med talent, energi og mod. Og tak til de engagerede medarbejdere, undervisere fra både Ung Egedal og fra Musik- og Kulturskolen, som understøtter de unges udvikling.

**Et stort tillykke med Kulturprisen"**

### Kriterier for Kulturprisen

Kulturprisen tildeles en forening eller gruppe, der har ydet en synlig indsats indenfor kunst, litteratur, musik, scenekunst eller andre kulturelle områder. Prisen går til dem, der tager initiativer, igangsætter og inspirerer på det kulturelle område og som har været med til at synliggøre kulturelle aktiviteter i Egedal Kommune. Det er en anerkendelse af kulturelt mod og nytænkning. Med prisen følger et gavebeløb på 5.000 kr.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/dfc53fc3-89de-48de-876c-319cf27963d9?width=800)

![Logo for Kulturprisen](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/94046dcb-091f-468d-fa3e-08deabe5130d?width=800)

###

                                    Initiativprisen

### Initiativprisen 2026 går til Marija Quick

Tale til stand in for Marija Quick ved Borgmester Birgitte Neergaard-Kofod:

"**Kære Marija**,
Stort tillykke med Årets Initiativpris.

Du er det gode eksempel på, hvad der kan ske, når én person tør tage initiativ og samtidig har evnen til at få andre med. For snart fem år siden var du med til at starte Egedal Floorballs kvindehold. Ikke fordi du var ekspert i sporten, men fordi du kunne se muligheden for at skabe et fællesskab, hvor kvinder kunne mødes om motion, glæde og holdånd.

I dag er kvindeholdet meget mere end et hold. Det er et fællesskab, hvor både nye og erfarne spillere føler sig velkomne, og hvor der er plads til både motion, turnering og socialt samvær. Det fællesskab er du en helt afgørende del af.

Det fremgår af indstillingen, at dit engagement ikke stopper på banen. Du har gennem årene lagt utallige frivillige timer i klubben. Som formand er du med til at sikre, at Egedal Floorball fortsat udvikler sig og giver gode oplevelser til både kvinder, mænd og unge. Mange af de opgaver, du løser, er usynlige for de fleste, men klubben ville ikke være den samme uden dem.

Det, der gør din indsats så særlig, er ikke kun alt det, du gør, men måden du gør det på. Du møder andre med varme, energi og overskud. Du samler mennesker, skaber sammenhold og inspirerer andre til at engagere sig.

På vegne af Egedal Kommune vil jeg derfor sige: Tak for dit initiativ, tak for dit engagement, og tak for den forskel, du gør for så mange mennesker.

**Et meget stort tillykke med Årets Initiativpris**.

### Kriterier for Initiativprisen

Denne pris hylder en forening eller gruppe, der inden for de sidste par år har taget ekstraordinært initiativ på et udvalgt område. Det kan være i forhold til mistrivsel blandt unge, bæredygtigt foreningsarbejde, skabelse af nye netværk eller lignende. Initiativer, der fokuserer på et specifikt område og skaber resultater, der kommer udvalgte grupper eller hele kommunen til gode, kan belønnes med initiativprisen. Med prisen følger et gavebeløb på 5.000 kr.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/7c6f72a7-9c19-4666-9a80-f45b2c5f80e1?width=800)

![Logo for Initiativprisen](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/7330561f-b23e-4c34-fa3f-08deabe5130d?width=800)

[Indstil til initiativprisen her](https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=53U5EJUYJ112)

###

                                    Fællesskabsprisen

### Fællesskabsprisen 2026 går til frivillige fra Egedals plejecentre

Tale til de Frivillige i Egedals  Plejecentre ved Bo Brøndum Petersen fra Idræts, Fritids, og Kulturudvalget:

**Kære frivillige på Egedals plejecentre**,
Stort tillykke med Fællesskabsprisen.

Denne pris gives til nogen, som gør en særlig indsats for at bringe mennesker sammen. Og netop dét er kernen i jeres arbejde.

I skaber fællesskaber, relationer og nærvær for nogle af de borgere, der måske har allermest brug for det. Med jeres tid, engagement og omsorg er I med til at gøre hverdagen rigere og mere meningsfuld for beboerne på kommunens plejecentre.

Nogle af jer hjælper til ved aktiviteter og arrangementer. Andre tager beboere med på cykelture, så de kan bevare forbindelsen til det lokalsamfund, de er en del af. Andre igen skaber fællesskab gennem fællessang, besøg og samtaler. Fælles for jer alle er, at I giver noget af jer selv til andre mennesker.

I er med til at skabe livsglæde, tryghed og nærvær. I skaber meningsfulde møder på tværs af generationer – og I viser, hvad fællesskab egentlig handler om: at se et medmenneske, række hånden ud og skabe plads til, at alle kan være med.

På vegne af Egedal Kommune vil jeg derfor sige: Tak for jeres engagement, tak for jeres omsorg og tak for den store forskel, I gør for beboerne på vores plejecentre og for fællesskabet i Egedal.

**Et meget stort tillykke med Fællesskabsprisen**.

### Kriterier for Fællesskabsprisen

Fællesskabsprisen gives til en forening eller gruppe, som i længere tid har arbejdet for at styrke fællesskabet i Egedal. Det kan være gennem initiativer, der øger sundhed, livskvalitet, sammenhold eller samhørighed blandt borgerne. En indsats, der gør det endnu mere attraktivt at bo i Egedal og skaber fællesskaber, der binder lokalsamfund eller hele kommunen sammen. Med prisen følger et gavebeløb på 5.000 kr.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/bb9d00bc-cc5a-4ef9-9d25-3b93b6c6e5cb?width=800)

![Logo for Fællesskabsprisen](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/692fbe18-37d7-4dd5-fa3c-08deabe5130d?width=800)

###

                                    Ildsjæleprisen

### Ildsjæleprisen 2026 går til Inge Hjort Nielsen

Tale til Inge ved Allan Bøwig fra Idræts, Fritids, og Kulturudvalget:

"**Kære Inge**,
Stort tillykke med Årets Ildsjælepris.

I årtier har du været en drivkraft i fællesskabet og skabt glæde, nærvær og menneskelig kontakt for mennesker omkring dig. Du har gjort en uvurderlig indsats gennem Ældre Sagen, hvor du i mere end 20 år har været med til at sikre, at ældre og ensomme borgere fik besøg, omsorg og nogen at tale med.

Men det, der gør dig til en særlig værdig modtager af denne pris, er din evne til hele tiden at tage nye initiativer. Da coronaen ramte, satte du dig ikke tilbage og ventede. Du tog telefonen og ringede til mennesker, som risikerede at føle sig alene og glemt.

Og da støtten til de populære jazzarrangementer ophørte, valgte du heller ikke at give op. Tværtimod. Som 89-årig stiftede du en ny forening Jazz og Hygge, fordi du vidste, hvor meget fællesskab, musik og samvær betyder for mennesker. Resultatet taler for sig selv: Ved det første arrangement mødte 110 glade borgere op til en eftermiddag fyldt med musik, dans, latter og fællesskab.

Samtidig samler du mennesker omkring strikkeklubben på Græstedgård, hjælper til i kirken og leder hele tiden efter nye måder at skabe aktivitet og livsglæde for andre på. Det mest imponerende er måske, at du gør det hele med en varme og beskedenhed, der kendetegner de største ildsjæle.

På vegne af Egedal Kommune vil jeg derfor sige: Tak for din utrættelige indsats, tak for de fællesskaber, du har skabt, og tak for den glæde, du spreder til så mange mennesker.

**Et meget stort tillykke med Årets Ildsjælepris.**"

### Kriterier for Ildsjæleprisen

Denne pris hylder en frivillig aktør, der har udmærket sig særligt i de seneste år ved at yde det lange seje træk. Det er til personen, der har arbejdet uselvisk og med begejstring for en hjertesag, som kommer andre til gode. En ildsjæl, der spreder engagement og motivation og som kan virke som rollemodel for fremtidige frivillige i foreningslivet. Med prisen følger et kunstværk af en værdi af 5.000 kr.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/4e8ce89e-543d-488b-8419-9370d465d9da?width=800)

![Logo for Ildsjæleprisen](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/d1aef62f-fa8c-40f8-fa40-08deabe5130d?width=800)

[Praktisk info om Kultur- og fritidsmessen](https://egedalkommune.dk/MOLIRIPAGE/b22efb05-2883-449a-a82b-fb659436a157)

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/439b2dec-d218-4dad-b138-36546679c1f5?width=800)

![Opvisning fra Sm&#xF8;rum Rillesk&#xF8;jteklub KFM 2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/ad5a957a-edf3-41a0-9583-9578f2679c1a?width=800)Opvisning fra Smørum Rilleskøjteklub KFM 2026

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/187005d6-497a-44c4-b621-bbef82567063?width=800)

![Legepladsen pg Pulshj&#xF8;rnet KFM2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/17c7d417-6c37-4313-923f-bcc6c581f993?width=800)Legepladsen pg Pulshjørnet KFM2026

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/df517923-1b1c-41e0-872e-98e4262eeeee?width=800)

![Pulshj&#xF8;rnet KFM2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/0fe32eec-533a-4790-9cb6-82a9f315a2ac?width=800)Pulshjørnet KFM2026

![Hyggekrogen og Kulturstr&#xF8;get KFM2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/889e162b-abae-4d9a-8129-2615da7b2ac8?width=800)Hyggekrogen og Kulturstrøget KFM2026

![De sociale og humanit&#xE6;re foreninger fyldte hele r&#xE5;dhusets kantine kaldet &quot;F&#xE6;llesk&#xF8;kkenet&quot;kantin](https://egedalkommune.dkhttps://cdn.moliri.dk/image/moliri-public/egedalkommune/thumbnail?filename=2ef00405-5a9d-4679-ac74-754c397f2e82.jpg&folderPath=Kunst+og+kultur%2fSammen+om+frivilligheden&width=800)De sociale og humanitære foreninger fyldte hele rådhusets kantine kaldet "Fælleskøkkenet"kantin

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/8e9b9178-ea55-452e-b3bf-fa7ebe5a5137?width=800)

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/39306960-d1c6-4274-a1c1-70820a39cdce?width=800)

## Madboder 2026: Nils Univers

Nils Univers sælger lækre sandwiches, bubble tea, kaffe og lækkerier for hele familien.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/bcf3d357-8542-4e84-541f-08debc95e372?width=800)

## Ølstykkes Venner

Ølstykkes Venner sælger pølser og drikkevarer.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/78202e4d-8d76-46c9-5420-08debc95e372?width=800)

## Klub Egedal

Sælger lækkerier for de yngre. Uhmm!

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/5d2f3633-e038-47d4-5426-08debc95e372?width=800)

## Kontakt

### Kultur og Fritid

Dronning Dagmars Vej 200

                                3650 Ølstykke

### Ring til os

[7259 7656](tel:7259%207656)

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/0d54c00a-ba00-4bb7-a687-4eecef23d413/)
