Nyhed

Ny daginstitution åben for tilmelding

Tina Emborg Sørensen er netop ansat som leder af den helt nye integrerede daginstitution - Ny Smørum. Selvom daginstitutionen først er færdigbygget i 2020, kan forældre allerede nu skrive deres barn op til institutionen. 2. januar 2019 starter en vuggestuegruppe op i midlertidige rammer i en villa i Smørum.

Tina Emborg Sørensen Foto Lotte Raabo Larsen
Tina Emborg Sørensen

Ny Smørum starter som vuggestuegruppe med plads til 26 børn i stueetagen af en villa på Gammeldamsgård 6 i Smørum, hvor Dagplejens Legestue indtil nu har ligget. Allerede nu er de første tre børn indskrevet til vuggestuegruppen. I sommeren 2020 flytter vuggestuegruppen ind i den nybyggede daginstitution i Smørum. Her bliver plads til 136 børn, fordelt på fire vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. Når huset står færdigt, er børnene fra vuggestuen garanteret en plads i den nye institution. 

Relationen i højsædet

Vuggestuegruppen får en helt særlig mulighed for at skabe en kultur i perioden frem til, at den nye institution er færdigbygget. 

- Jeg glæder mig til, at vi skal skabe kulturen helt fra bunden sammen med personalet, forældrene og børnene. Vi skal lægge de første grundsten og føre kulturen videre til kommende forældre, og sikre, at den hele tiden kan vokse sig større. Her er det vigtigt, at relationen er i højsædet. Det er vigtigt, at vi ender i noget fantastisk, siger Tina Emborg Sørensen, leder af den nye daginstitution.

Tina Emborg Sørensen fremhæver, at vuggestuen får nogle fantastiske lokaler stillet til rådighed til den midlertidige beliggenhed. Villaens stueetage er indrettet hyggeligt med legerum, udendørs krybberum og en udendørs legeplads.

Institutionen bliver børnenes hus

Tina Emborg Sørensen har deltaget i det forberedende arbejde, der har konkretiseret, hvad der er vigtigt at tænke ind i en ny institution. Fokus er på legepladser, pædagogiske rum, læringsrum, gode arbejdsgange og selvfølgelig plads til børnene og venskaber.

- Vores input har bidraget til byggeprogrammet, og arkitekterne har generelt taget rigtig mange børneperspektiver med. Det bliver børnenes hus, siger Tina Emborg Sørensen. 

Den nye institution "Ny Smørum" bliver bygget i området nord for Kirkevangen i Smørum. 

20. december 2018 bliver projekt og entreprenør offentliggjort. 

Dagplejens Legestue skal fremover være på villaens 1. sal på Gammeldamsgård 6.

Tina Emborg Sørensen kommer fra en stilling som daglig leder af børnehuset Jordbærvangen i Smørum. Kontakt Tina, hvis du vil vide mere om Ny Smørum, eller hvis du ønsker en rundvisning i villaen i Smørum. Tlf. 7259 9374. Eller kontakt områdeleder Michael Johansen på tlf. 7259 9350. 

Kontakt

Kommunikation

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: presse&kommunikation@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Kommunikationschef
Marianne Roed Jakobsen
E-mail: marianne.roed.jakobsen@egekom.dk

Tlf: 5094 4143