Nyhed

Unik ”Film & Musik”-uge for eleverne i Egedal Musikskole

I uge 46 slår Egedal Musikskole dørene op til et spændende forløb om ”Film & Musik” i Stenløse Kulturhus. Musikskoleeleverne skal i 15 workshops arbejde med lyddesign, filmskabelse og filmgenrer

- Den normale undervisning er omlagt til en stor buffet af workshops med musikskolens lærere som instruktører. Der er blevet lagt kræfter i at lave et program med stor pædagogisk spændvidde, og jeg er utrolig stolt over, at lærerne har sat så spændende en ramme for, at elever kan opleve og lære i nye fællesskaber med temaet ”Film & Musik” som springbræt, siger musikskoleleder Mikkel Benn.

Egedal Musikskole er som organisation normalt ikke samlet ét sted, men til stede lokalt i hele Egedal. For at kunne skabe en dynamisk uge, bliver alle musikskolens aktiviteter centraliseret ét sted; i Stenløse Kulturhus. Som musikskole-elev kan man deltage lige så meget, man har lyst, alle ugens dage kl. 15-18. Lærerne er til stede med workshops på de dage, hvor de normalt underviser. Projektugen er samtidig en opfordring til alle musikskoleelever til at tage med på opdagelsesrejse i filmens og musikkens univers og møde andre nye lærere og elever.

Huskunstner

Stine Lauritzen Larsen gæster Film og Musik-ugen som huskunstner. Stine er uddannet filmproducer, har arbejdet på et utal af film- og TV produktioner, har drevet to minifilmskoler og arbejder også som børnebibliotekar. Stine vil tage 14 rejsekammerater med i et forløb, hvor de igennem hele ugen får et indblik i - og en forståelse for egen skaberkraft, og dynamikken imellem tekst, lyd og billede.
Rejsekammeraterne vil lave konkrete filmiske fortællinger og filmproduktioner med inspiration fra hinanden, selve undervisningen, og fra de mange musiske workshops de skal besøge i løbet af ugen.
Hør Stines invitation til uge 46 (you tube):

”Magic Living Room” åbner i uge 46. Det er det nye kulturelle opholdsrum for unge i alderen 9-15 år. Det ligger på første sal i Stenløse Kulturhus lige ved bibliotekets trappe. Her kan man hænge ud, hygge sig og inspirere hinanden. I stueetagen vil biblioteket etablere fire særlige sanserum, som udsmykkes og iscenesættes med de overordnede stemninger, som flere af de 15 forskellige workshops arbejder med: kærlighed, uhygge, sorg, fest. Her kan alle få en sanselig visuel og auditiv oplevelse.

Link til programmet for ugen 
Kontakt: Mikkel.Benn@egekom.dk, tlf: 72597882

Kontakt

Egedal Musikskole

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: musikskolen@egekom.dk
Tlf.: 7259 7883

Mandag, tirsdag, onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-17.30
Fredag kl. 10-12