Nyhed

Liv og live på rådhuset

Egedal rådhus slår svingdørene op for Kultur på Borgertorvet. Med live koncerter, byttemarked, danseforestilling, Halloween og udstillinger inviteres borgerne til rådhuset på oplevelser i fællesskab og bevægelse i Egedal

Kiraskov Presse2
Kira Skov, en del af HUN SOLO

Borgerne bydes indenfor på Borgertorvet! Det flotte hus skal være et åbent og imødekommende hus, som kan bruges aktivt af borgerne i hverdagen. I 2020 vil Borgertorvet byde på spektakulære og alsidige kulturelle oplevelser.

Se hele programmet for Kultur på Borgertorvet her

Kunst og kræmmer

"Kultur på Borgertorvet" er kvalitet og diversitet. Derfor kan du både opleve moderne dans og høre musical-hits opført af dygtige kunstnere. Eller du kan tage til byttemarked eller til Halloween på rådhuset.
Der er noget for alle – og der er adgang for alle. De kulturelle oplevelser må max koste 100 kr – og flere er gratis:
- Rådhuset er borgernes hus. Det er vores opgave at tilgodese alle i kommunen og det gør vi med Kultur på Borgertorvet, hvor der er noget for enhver smag. Vi vil skabe store oplevelser, som vi kan mødes om og som kan gøde vores fællesskaber, siger borgmester Karsten Søndergaard.

Egedals mange klubber er en vigtig del af kommunens kultur- og fritidstilbud:
- Det er vigtigt, at vi tænker fritidslivet som en del af kulturen. Så jeg er glad for, at der er sammensat et flot program, hvor kultur og idræt mødes. Eksempelvis inviterer vi vores cykelforeninger med på cykeltur med Rolf Sørensen, når han gæster Egedal rådhus den 16. april, fortæller Charlotte Haagendrup, formand for Kultur- og Erhvervsudvalget.

Kom med og vær med

Kultur på Borgertorvet har stræbt efter at få høj kvalitet til Egedal. Med Kultur på Borgertorvet kan man derfor blandt andet opleve en unik trippel-koncert med de højaktuelle HUN SOLO lørdag den 16. maj. Her vil Kira Skov, Kirstine Stubbe Teglbjærg og Nana Jacobi levere en koncert specielt sammensat til Egedal. HUN SOLO arbejder med skiftende line-ups af kompetente, kvindelige artister, som præsenterer deres sange i nye fortolkninger. HUN SOLO har siden 2017 spillet på Roskilde Festival, Smuk Fest og i DR Koncerthuset. Forvent en enestående koncertoplevelse. 

I november kan man opleve danseteater af den Reumertvindende instruktør Tina Tarpgaard. 

- Vi har valgt events med et højt niveau, der vil spille godt sammen med vores rådhus. Det er første gang vi omdanner vores rådhus til et levende kulturhus og jeg håber, at borgerne vil byde kulturen velkommen og deltage ved de events, der passer og interesserer dem, siger Peter Høybye, der er leder af Kultur og Fritid i Egedal Kommune.

Byt "yt" til nyt

Første event er Byttemarked lørdag den 29. februar. Her kan du bytte "yt" til nyt. Konceptet er, at du medbringer det, du gerne vil af med, men som andre kan få brug for. Så får du adgang til at tage det, som andre bringer til byttemarkedet: Så skåner vi både miljø og pengepungen. Dit "yt" kan afleveres på Egedal Rådhus, i rådhusets åbningstid i februar. 

Kontakt

By, Kultur og Borgerservice

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: cbk@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12