Nyhed

Én samlet skole - farvel til Søagerskolens bygning i dag

I dag tog de sidste elever afsked med Søagerskolen i Smørum og gik i samlet flok de to km hen til Boesagerskolen, hvor de skal fortsætte deres skolegang efter sommerferien. På vejen blev de mødt af nogle af deres nye kammerater, som tog godt i mod dem.

Velkommen Til Boesagerskolen

- I dag skriver vi historie. For i dag er sidste dag med skole på Søagerskolen. Jeg ved, I tænker på de traditioner, I kender, og jeg kan fortælle, at de voksne er meget opmærksomme på, at både Søagers og Boesagers traditioner skal leve videre på den fælles skole.

Sådan sagde distriktsskoleleder Dorthe Baun til Søagerskolens sidste ni klasser, inden de i samlet flok gik til Boesagerskolen, hvor der var velkomsttale, sang og kolde is til alle skolens nu ca. 1.000 elever.

Det gode kulturarbejde fortsætter

Forud for flytningen har der været stort fokus på at sikre en tryg overgang for alle, og selv om corona kom på tværs i foråret, har alle elever og medarbejdere på Søager nået at besøge Boesagerskolen for at blive klogere på, hvor det er de skal gå i skole efter sommeren.

- Vi er i gang med et rigtig godt og vigtigt kulturarbejde, som både elever, medarbejdere og skolebestyrelse er inddraget i, og det fortsætter vi med, når vi er tilbage fra sommerferie, siger Dorthe Baun.

Nu samles alle elever

Søagerskolens indskoling og SFO flyttede i skoleåret 2019-2020, og nu følger resten af eleverne således trop. Efter planen skulle de resterende elever og medarbejdere ellers først være flyttet i 2021, men efter ønske fra skoleledelsen er flytningen blevet fremrykket for at sikre faglig kvalitet og fortsat social trivsel hos elever og medarbejdere på Søagerskolen. Der er dog stadig liv og aktiviteter på Søagerskolen, da foreninger og hjemmepleje forbliver på stedet.

En del af et stort skoleprojekt

Lukningen af Søagerskolen og skolesammenlægningen er en del af det store skoleprojekt i Egedal, hvor skolerne frem mod 2028 ombygges og indrettes med moderne og inspirerende læringsmiljøer på færre, men bedre udnyttede kvadratmeter. Læs mere projektets hjemmeside egedalkommune.dk/multifunktionalitet.

Kontakt

Kommunikation

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: presse&kommunikation@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Pressetelefon
Tlf: 7259 6203

Uden for almindelig telefontid kontakt:

Kommunikationschef
Marianne Roed Jakobsen
E-mail: marianne.roed.jakobsen@egekom.dk

Tlf: 5094 4143