Nyhed

Borgmester til Ølstykke Privatskole: Det handler om børnene

Som borgmester i Egedal Kommune har jeg en helt klar ambition om, at vores børn skal tilbydes den allerbedste undervisning i gode rammer gennem deres skoletid. Rammerne kan enten være i den offentlige folkeskole eller i en privatskole. Det vigtigste er, at vores børn kan få en god og tryg skolegang. Derfor er det helt ude af proportioner, når kræfterne bag den kommende Ølstykke Privatskole nu beskylder byrådet for politisk benspænd.

Vi tog positivt imod den kommende Ølstykke Privatskole, da initiativtagerne henvendte sig til kommunen om at starte skolen. Administrationen har været i løbende dialog med initiativtagerne bag skolen om projektet. Den største udfordring har været, at Privatskolen ikke har haft – og endnu ikke har – kunnet præsentere et konkret byggeprojekt.

Byrådet har givet tilsagn om, at Privatskolen kan købe et areal på Spejderengen til skolebyggeri – og at skolen de første par år kan leje et andet område på Spejderengen til deres midlertidige lokaler. Med den beslutning har vi fra kommunens side gjort alt vi kan, for at Privatskolen kan starte op på et lejet areal og med midlertidige lokaler allerede fra det kommende skoleår.

For at kunne få en købsaftale på plads, skal Privatskolen kunne vise et egentligt byggeprojekt. Det har initiativtagerne vidst i 3/4 år. Senest har vi fra kommunens side gjort opmærksom på det umiddelbart efter vores byrådsmøde den 27. maj. Og vi har stadig ikke modtaget det nødvendige materiale.

Det lyder måske umiddelbart bureaukratisk – men det er nødvendigt med en beskrivelse af byggeprojektet for at kunne vurdere om skolen kan fungere på Spejderengen i forhold til trafik, parkeringsforhold, støj og naboer. Det er også nødvendigt for at vurdere, hvor stort et areal Privatskolen har brug for at købe.  Og vi stiller præcis de samme krav til Ølstykke Privatskole, som vi stiller til alle andre, som ønsker at købe jord og bygge i kommunen. Vi kan simpelthen ikke få en købsaftale endelig på plads, hvis vi ikke modtager det færdige byggeprojekt.

Vi har gennem hele forløbet sørget for, at administrationen har stået til rådighed med al den nødvendige hjælp – og det gør de selvfølgelig også fremover. Hvis byrådet skal nå at godkende købsaftalen på byrådsmødet i august, har vi brug for oplysningerne senest den 1. juli.

Jeg vil rigtig gerne være med til at sikre, at alle børn i vores kommune får den bedste skolegang . Derfor vil jeg indtrængende opfordre til, at vi nu sammen får de manglende oplysninger på plads, så de praktiske rammer omkring Ølstykke Privatskole kan afklares. Lige nu ligger bolden hos Ølstykke Privatskole – i byrådet og i administrationen er vi klar til at gribe den.

Kontakt

Kommunikation

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: kommunikation@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Uden for almindelig telefontid kontakt:

Pressekonsulent
Christian Frederik Mortensen
E-mail: Christian.Mortensen@egekom.dk

Tlf: 7259 6442

HR- og kommunikationschef
Henrik Skovdal
E-mail: Henrik.Skovdal@egekom.dk
Tlf: 2016 6977