Nyhed

Egedal kalder på lokal kunst

Kunstrådet laver ”Open Call”, og Byrådet har afsat 250.000 kr til ny kunst i Egedal Kommune

Er du lokal kunstner eller kunstnerisk erhvervsdrivende hjemmehørende i Egedal Kommune, så er der nu mulighed for at søge om midler til at realisere kunstprojekter.
For Egedal Kommune rykker på kunsten i disse dage: En ny Kunststrategi er undervejs, Kunstrådet er udvidet med tre lokale kunstnere/kunstformidlere og senest har Byrådet vedtaget at frigive 250.000 kr til indkøb af lokal kunst.

Lokal kunst i det offentlige rum

Kunst og kultur skal understøtte Egedals vision om ”hverdag og fællesskab i bevægelse” og bidrage til, at borgerne i Egedal har verdens bedste hverdag samt  tiltrække gæster udefra.
- Jeg glæder mig meget over, at vi nu sætter mere kul på kunsten i Egedal. Vi har så mange dygtige kunstnere i kommunen og jeg glæder mig til, at se deres mange gode ideer. Og endnu mere til at se dem realiseret i det offentlige rum, så det kommer til glæde og gavn for alle borgere, siger borgmester Karsten Søndergaard, der er formand for Kunstrådet.
På kortet bag QR-koden (eller her) kan du læse om de 30 lokale værker, der pt. findes i Egedal Kommune. Med Kunstrådets prioritering af igangsættelse af lokale kunstprojekter vil kortet snart vise nye spændende værker.

Kunststrategien skal virkeliggøres

Det er afgørende for det ny konstituerede Kunstråd, at de lokale værker og projekter bliver en realisering af kommunens nye Kunststrategi. Kunststrategien er lavet på baggrund af 150 ideer, som borgere har bidraget henover vinteren 2019/2020. Derfor skal de nye kunstværker og kunstprojekter være offentligt tilgængelige, kunne gennemføres inden udgangen af 2020 og dække et eller flere af følgende temaer:

  1. Kunst i byrummet og ved eksisterende institutioner
  2. Kunst i byudvikling
  3. Kunst i natur, landskab og åbne rum
  4. Kunst til sundhed, leg og bevægelse
  5. Kunst på oversete steder
  6. Kunst i arkitekturen

Et fællesskab om kunsten

Louise Meltz er nyeste medlem af Kunstrådet. Som uddannet kulturformidler og ny i kommunen (har boet i Ølstykke i fem år) ser hun på kunsten i Egedal med friske øjne:
- Jeg vil gerne få borgerne i hele Egedal Kommune til at opleve fællesskab omkring kunst og kultur. Det handler ikke kun om de mere fysiske varige aftryk, men også om at bruge kunsten til at skabe levende byrum og invitere mennesker til at opdage nye steder rundt omkring i kommunen - og hvem er bedre til dét, end de lokale kunstnere. De kender deres lokalområde og kan helt sikkert se det potentiale, der er, for at skabe både midlertidige og varige kulturoplevelser. Nu håber jeg at vi får nogle gode og varierede ansøgninger, der hver især kan bidrage til, at borgere og besøgende i Egedal Kommune får endnu flere gode og spændende kunst og kulturoplevelser – uanset om man bor i Tangbjerg, Smørum eller Slagslunde og er 8 eller 80 år, siger Louise Meltz.

Hvad gør du nu?

Send en kort præsentation af dit projekt/ din værkidé, angiv hvilket tema (eller temaer), det spiller ind i, samt det konkrete sted du ønsker, at projektet skal foregå, eller værket skal placeres. Og gør det inden 30. juli på mailen kunstraadet@egekom.dk. Kunstrådet vælger blandt indkomne forslag den 3. september 2020.

Fakta:

Se Open Call her:, hvor du også kan få et smugkik ind i kommunens nye kunststrategi, der er til beslutning i Byrådet 24. juni.
Har du spørgsmål, så skriv til Kultur- og Fritidskonsulent Catja Thystrup på catja.thystrup@egekom.dk eller ring på 7259 7601

Kunstkort QR Kopi 0001

Kontakt

Kunstrådet

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: kunstraadet@egekom.dk
Tlf.: 7259 7601

Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12