Nyhed

Velkommen til Søhøjskolen - farvel til Toftehøjskolen

I dag sagde elever og medarbejdere endegyldigt farvel til Toftehøjskolen i Ølstykke. Efter sommeren skal de i stedet gå på Hampelandskolen, som samtidig har fået sit nye navn: Søhøjskolen. Navneskiftet skal understøtte arbejdet med at opbygge en fælles kultur på den nye, samlede skoleafdeling.

Toftehøjskolens elever gik i dag på sommerferie efter et stort farvel til deres gamle skole. Der blev sunget, taget flag ned, og skolen blev symbolsk låst med en 1 m lang nøgle. Efter sommerferien skal alle elever fra Toftehøj fortsætte deres skolegang på Søhøjskolen.

En ny, fælles kultur

Det nye navn er valgt blandt fem forslag, som har været til afstemning blandt børn og medarbejdere på de to skoleafdelinger, som nu bliver til én. De fem forslag er udpeget af et navneudvalg blandt over 100 indsendte forslag.

- Vi har fået mange gode forslag ind og haft nogle gode drøftelser i navneudvalget. Søhøjskolen har været blandt de fem udvalgte til afstemningen , fordi Søhøj Park er et naturskønt område , som ligger midt imellem Toftehøjskolen og Hampelandskolen, fortæller distriktsskoleleder i Ølstykke, Peter Brixen.

Det er skolebestyrelsen, der har ønsket et navneskifte for at understøtte den kulturproces det er, når to skoler skal lægges sammen til et nyt, samlet fællesskab. Af samme grund blev det nye navn også afsløret på Toftehøjskolens grund i dag.

- Et nyt navn er med til at understrege, at der er tale om en ligeværdig sammenlægning og ikke én skole, der ’flytter ind’ på en anden. Det kræver et godt kulturarbejde, og det skal det nye navn være med til at understøtte, siger Peter Brixen.

En del af et stort skoleprojekt

Lukningen af Toftehøjskolen og skolesammenlægningen er en del af det store skoleprojekt i Egedal, hvor skolerne frem mod 2028 ombygges og indrettes med moderne og inspirerende læringsmiljøer på færre, men bedre udnyttede kvadratmeter. Læs mere projektets hjemmeside egedalkommune.dk/multifunktionalitet.

Søhøj Skole

Kontakt

Kommunikation

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: presse&kommunikation@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Pressetelefon
Tlf: 7259 6203

Uden for almindelig telefontid kontakt:

Kommunikationschef
Marianne Roed Jakobsen
E-mail: marianne.roed.jakobsen@egekom.dk

Tlf: 5094 4143