Nyhed

Hjælp de unge med fortsat ikke at samles

Mens samfundet langsomt er ved at åbne op, er mange unge stadig i stort socialt underskud. For nogle er tålmodigheden ved at være brugt op, og flere er begyndt at mødes i grupper udenfor. Men det er netop nu, vi skal hjælpe de unge med at holde fast i ikke at mødes for mange ad gangen.

Billede af teenageres ben og sko

Med forårets komme er flere unge begyndt at samles i det fri rundt om i Egedal, fx om aftenen på boldbaner og skoler. Det er helt naturligt for de unge at ville mødes, men det er betænkeligt i forhold til corona-situationen:

- Som ung er samværet med vennerne meget betydningsfuldt, og for dem kan tiden uden sociale arrangementer være ekstra lang. Men det er stadig vigtigt, at alle holder fast i at følge retningslinjerne, så samfundet kan fortsætte med at genåbne, siger leder af Ung Egedal, Thomas Feldborg Bruun.

Forældre kan gøre en forskel

Han opfordrer forældre til at tage en snak med deres unge derhjemme om, hvordan de kan være sammen på en fornuftig måde, så de ikke samles for mange eller for tæt.

- Man kan som forælder gøre en stor forskel, hvis man tager en god snak uden løftede pegefingre og i respekt for det store sociale underskud, mange unge er i lige nu. Vi gør, hvad vi kan som kommune, og vi opfordrer forældrene til at gøre det samme, siger Thomas.

En snak med de unge

Ung Egedal har under corona-situationen haft flere initiativer for at hjælpe de unge i en tid med afstand og begrænset socialt samvær. Egedals tre ungehuse har haft virtuelt åbent på Facebook med banko, kahoot og andre aktiviteter for de unge. Med næste fase af genåbningen af samfundet er ungehus-medarbejdere nu også i hverdagene ude i nærmiljøerne, fx ved boldbaner og skaterramper, for at møde de unge til en snak om, hvordan de har det. Ung Egedal har også henvendt sig til forældrene på de skoler, hvor de unge især samler sig, med en appel om at hjælpe deres unge til en fornuftig adfærd.

Generel ros til de unges håndtering af situationen

Hos Ung Egedal og SSP Ung Egedal (Skole, Socialforvaltning og Politi) er det den overordnede oplevelse, at de fleste unge i Egedal respekterer myndighedernes retningslinjer og er gode til at undgå at forsamles mange ad gangen.

- Det understreger blot vigtigheden af at støtte de unge, for hvem det er svært, i at holde fast i retningslinjerne, så vi alle kan komme endnu mere ud i solen igen, siger Thomas.

Kontakt

Kommunikation

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: presse&kommunikation@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Pressetelefon
Tlf: 7259 6203

Uden for almindelig telefontid kontakt:

Kommunikationschef
Marianne Roed Jakobsen
E-mail: marianne.roed.jakobsen@egekom.dk

Tlf: 5094 4143