Nyhed

Rusmiddelteamet holder telefon og mail åben

Smittefare, jobusikkerhed og lukkede aktivitetstilbud kan være udfordrende for mennesker, der har alkoholproblemer eller er tæt på at få det. Og at holde sig hjemme kan være svært for pårørende til mennesker med stof- og alkoholproblemer.

rusmiddelteamet coronagrafik

Meget af Danmark er lukket ned i disse uger, og det er nok de færreste danskere, der ikke mærker store ændringer i hverdagen. Men for de mennesker, der drikker for meget og deres pårørende, kan denne tid være ekstra hård. Store omvæltninger kan eskalere stof- og alkoholproblemer – både hos dem, der har det i forvejen og hos dem, der måske er på vej til at få det. Lige nu er mange usikre med deres job, fremtid og sundhed, ligesom de fleste har mere tid derhjemme og ikke så mange muligheder for andre aktiviteter, og det kan godt få forbruget til at stige. Derfor holder Egedal Rusmiddelteam telefoner og mails åbne under Corona-nedlukningen. 

Familietid kan være hård,
hvis et familiemedlem drikker for meget

Og det er ikke kun dem, der drikker for meget, som Corona-nedlukningen kan blive hård for. Det er sværere at skjule et alkoholproblem, når familien er samlet – den tendens ser vi i høj grad i forbindelse med ferier og helligdage, hvor mange henvender sig til os. Mange pårørende har måske en mistanke om, at deres mand, kone, kæreste eller forældre har et misbrug, men det er først, når de er tæt sammen i flere dage, at problemet for alvor bliver synligt. 

Ring og få rådgivning indtil vi kan mødes igen

Alle med et misbrugsproblem i Egedal Kommune er velkomne til gratis behandling hos os. Men i den nuværende situation, har vi været nødsaget til at lukke ned for personligt fremmøde, og behandlingsmuligheder grundet Covid-19 smittefaren. Så ring eller skriv til os i vores almindelige åbningstider. Vi sidder klar. 

Henover Påske, har vi også almindelige telefontider, men i Påskens helligdage henviser vi til AlkoLinjens gratis og anonyme rådgivning.

Kontakt

Egedal Rusmiddelteam

Tofteparken 15
3650 Ølstykke
Tlf.: 7259 6406

Mandag, tirsdag og onsdag kl. 9-15
Torsdag kl. 9-17.30
Fredag kl. 9-12

Skriv til os usikkert - skriv ikke personfølsomme oplysninger:
Email: egedal.rusmiddelteam@egekom.dk