Nyhed

Besøgsrestriktioner på plejehjem i Egedal genindføres

På baggrund af stigende smittetal bliver der med omgående virkning igen indført besøgsrestriktioner på kommunens plejehjem. Besøg kan i de kommende 14 dage som udgangspunkt kun ske udendørs, medmindre der er tale om kritiske situationer eller den besøgende er udpeget som den nærmeste pårørende til beboeren.

Styrelsen for Patientsikkerhed har i dag påbudt byrådet at udstede midlertidige restriktioner for besøgendes adgang til plejehjem mm.

Det betyder, at besøg på plejehjem som udgangspunkt skal foregå på udendørs arealer. Besøg på indendørs arealer kan ikke ske, medmindre besøget sker i en kritisk situation, eller den besøgende er udpeget som den nærmeste pårørende til borgeren.

Begrundelsen for besøgsrestriktionerne er, at der i vores kommune er konstateret et forhøjet antal smittede med Covid-19. I dag er antallet af smittede i Egedal på 17 indenfor de seneste 7 dage, det svarer omregnet til 39 pr. 100.000 borgere.

Retningslinjerne fremgår af en meddelelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og gælder for 8 kommuner på Sjælland. Ud over Egedal er der tale om Furesø, Hillerød, Hørsholm, Rudersdal, Greve, Roskilde og Slagelse kommuner. Hele bekendtgørelsen kan læses her 

Påbuddet ophæves senest den 5. oktober.

Kontakt

Kommunikation

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: presse&kommunikation@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Pressetelefon
Tlf: 7259 6203

Uden for almindelig telefontid kontakt:

Kommunikationschef
Marianne Roed Jakobsen
E-mail: marianne.roed.jakobsen@egekom.dk

Tlf: 5094 4143