Nyhed

Egedal skriver danmarkshistorie: Lader politikere og borgere evaluere cheferne

Egedal Kommune bryder nu med tradition og skriver danmarkshistorie ved at lave den første offentlige ledelsesevaluering, hvor også politikere og borgere skal vurdere kommunens ledere.

Den kommende evaluering af lederne i Egedal Kommune bliver anderledes end hidtil. Ledernes, chefernes og direktionens arbejde, skal, som noget nyt, evalueres af byrådets politikere og ikke mindst borgerne, der vil være repræsenteret gennem råd, nævn og bestyrelser.

Kommunen har nemlig indgået et tæt samarbejde med forskere fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, ved Århus Universitet, der er i gang med at udvikle et nationalt evalueringsværktøj for offentlige ledere.

Skal turde stå på mål

Kommunaldirektøren i Egedal Kommune har igennem flere år leget med tanken om, at man som leder skal turde sætte sig selv i spil i forhold til omgivelserne. Derfor var det naturligt, at Egedal Kommune stillede sig til rådighed for centerets forskning i ledelsesevaluering i den offentlige sektor.

- Vi skal stå på mål for de beslutninger, vi træffer. Mange mennesker er jo afhængige af, at vi træffer de rigtige beslutninger. I et velfærdssamfund er borgere og brugere, hver eneste dag, direkte afhængige af, at de ledere og chefer, der er ansvarlige for plejehjem, daginstitutioner og skoler, faktisk løser opgaverne på den måde, som der er behov for det pågældende sted, siger kommunaldirektør i Egedal Kommune, Christine Brochdorf.

På Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse håber den ledende forsker, at resultaterne kan gøre dem klogere på, hvordan dialog med borgere og politikere kan styrke velfærdsdebatten.

- Vi er glade for samarbejdet med Egedal Kommune om det her forskningseksperiment. Det kan hjælpe os med at blive klogere på, hvordan borgere og politikere aktivt kan bringes i spil. Vi håber evalueringen kan gøre lederne klogere på, hvordan deres ledelse opleves af borgere og politikere. Men endnu mere håber vi, at evalueringen kan sætte gang i en god samtale mellem lederen og borgere/politikere om, hvordan man bedst samarbejder fremadrettet, siger lektor ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Caroline Howard Grøn.

Vigtigt at lytte til feedbacken

Egedal Kommune har i forbindelse med projektet spurgt borgerne om, hvad de synes en god leder skal vurderes på. Her svarer repræsentanter fra råd nævn og bestyrelser: lydhørhed/inddragelse, faglige og personlige kompetencer og engagement i borgerinddragelse.

- Som ledere og chefer bliver vi jo alligevel vurderet og bedømt, i alt hvad vi gør. Med den her nye form for evaluering bliver det bare endnu mere konkret, hvordan vi påvirker vores omgivelser. Og det er jo på ingen måde hverken urimelige eller uopnåelige krav, som borgerne vil bedømme os efter. Derfor er det så vigtigt, at vi får startet en dialog og en samtale om, hvordan vi gør det endnu bedre, siger Christine Brochdorf.

Også kommunens byråd - og dermed de egentlige arbejdsgivere - skal nu vurdere Egedals chefer og direktører. Helt på linje med borgerne, lægger politikerne vægt på en række parametre, som ledelseslaget bør vurderes ud fra: lydhørhed, faglige og personlige kompetencer og engagement i kommunen.

- Giver det sommerfugle i maven at skulle vurderes af så mange interessenter? JA – det gør det i den grad. Men faktum er jo, at vi hver eneste dag bliver vurderet af vores omgivelser. Det gælder medarbejderne, borgere, brugere og politikere. Derfor er det yderst relevant, at vi faktisk får en struktureret feedback og mulighed for dialog om, hvor vi lykkes, og hvor der er forbedringspotentialer, siger kommunaldirektør Christine Brochdorf.

Borgermøde budget 2021
Borgere og politikere i Egedal Kommune skal nu være med til at vurdere kommunens ledere, chefer og direktører.

Kontakt

Administrativ Service

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: kommune@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12