Opgradering af it-infrastruktur på vej til Egedal
Drømmer du om 5G i luften og øget bredbåndshastighed? TDC udskifter netop nu telemaster for at forberede netværket til 5G og så er der fibernet på vej til 2.800 husstande i Stenløse
Har du oplevet sorte huller i din telekommunikation? Eller er corona-onlinemøderne blevet uforståelige pga. sløvt internet? Snart hører det til en digital fortid. For med nye telemaster i kommunen og nye bredbåndsarbejder banker den digital fremtid på.
- Hurtigt bredbånd og god mobildækning er super vigtigt for vores erhvervsliv og for de mange borgere, hvis hverdag er afhængigt af en god it-infrastruktur. Jeg tør godt sige, at den digitale hverdag er kommet for at blive! Og vi har alle vænnet os til, at det skal gå hurtigt. Få mennesker ville i dag kunne holde til at sidde og vente på et modem, der ringer op. Sorte huller, udfald og dårligt internet stemmer ikke overens med en moderne kommune med et erhvervsliv i vækst, så jeg er glad for, at vi nu står foran næste digitale skridt, siger Karsten Søndergaard, borgmester.
TDC på vej med fiber i Stenløse
Det hurtige internet er på vej til Stenløse. TDC laver fiber-investeringer i Stenløse i samarbejde Egedal-fibernet, der arbejder for bedre internet i Egedal Kommune.
TDC NET annoncerer, at 2.800 husstande og virksomheder i Stenløse får mulighed for gratis tilslutning til TDC NET’s fibernet. Gravearbejdet begynder i løbet af oktober 2020.
Der er fibernet på vej flere steder i Egedal Kommune: Egedal Fibernet, en frivillig forening under Rotary, arbejder for bedre internet i hele Egedal og har bla. projekter i Ganløse, Slagslunde, Buresø og mange flere på vej.
Egedal Fibernet samarbejder bla. med Gigabit og Global Connect om en bedre it infrastruktur i Egedal. Eksempelvis er 5.600 husstande i skrivende stund ved at blive koblet på det hurtige bredbånd via Gigabit.
Egedal Kommune arbejder for at koordinere og sikre samgravning, når der skal lægges kabler ned, så vi undgår unødige opgravninger af veje og fortove til gene for Egedals borgere.
Forbedret mobilnetværk
Også i luften er der nyt. TDC har arbejdet med at udskifte deres telemaster, så netværket opgraderes til 5G, der forventes at ”være i luften” allerede i slutningen af 2020. Samtidig opgraderes også 2G, 3G og 4G-netværket således, at også disse netværk vil virke bedre.
TDC får henvendelser fra borgere, der bekymrer sig om 5G-netværkets indflydelse på sundhed og miljø. TDC NET oplyser at de lever op til den regulering og de myndighedskrav, der gælder for området. Sundhedsstyrelsen er den øverste myndighed på området i Danmark og styrelsen fører løbende tilsyn med, at mobiloperatørerne overholder de internationale standarder for grænseværdier. Baseret på tilgængelige, relevante videnskabelige undersøgelser, vurderer Sundhedsstyrelsen endvidere, at der ikke er grund til at være bekymret for, at der skulle være en særlig sundhedsrisiko forbundet med 5G.
Kontakt
Borgmestersekretariatet
Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: borgmestersekretariatet@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000