Nyhed

Borgmestercykeltur markerer relanceringen af Jyllinge-Stenløseruten på World Bicycle Day

Jyllinge-Stenløseruten er Supercykelstisamarbejdets 10. supercykelsti og første tværregionale rute. Det blev derfor fejret, trods corona, med en lille online markering og videogennemkørsel, da ruten officielt blev erklæret for åben d. 10. februar. Nu relanceres ruten på World Bicycle Day med en fælles borgmestercykeltur, og alle er inviteret.

Jyllinge-Stenløseruten blev i februar måned markeret åben i form af en videogennemkørsel af ruten, der blev delt online, så man hjemmefra kunne se den nye flotte rute. Men d. 3. juni kan alle cykle med, når Karsten Søndergaard (V), borgmester i Egedal Kommune og Tomas Breddam (S), borgmester i Roskilde Kommune, cykler ruten igennem sammen. Turen starter i Stenløse kl. 11:45 og stopper ved Jyllingehallerne nær rutens slutning i Jyllinge, hvor borgmestrene holder taler og der vil være goodiebags og forfriskninger til deltagerne. Undervejs gør vi nogle stop for at høre om nogle af de tiltag, der er sket på ruten.

- Vi ved, at gode cykelmuligheder gør det nemmere for vores borgere at vælge cyklen, når de skal transportere sig til arbejde, uddannelse og fritidsinteresser. Men vi ved også, at gode cykelmuligheder ikke er nok. Budskabet om at cykelforbindelserne findes skal også ud. Og derfor relanceringer vi Jyllinge-Stenløseruten netop nu, hvor samfundet stille og roligt åbner op og hverdagen på en måde relanceres for os alle, siger Karsten Søndergaard, borgmester i Egedal Kommune, der selv glæder sig meget til cykelturen og håber, at dem der har tid vil cykle med på dagen. 

Borgmestercykeltur på World Bicycle Day

Relanceringen tager deltagerne med ud på Jyllinge-Stenløseruten og høre lidt om nogle af de tiltag, der er sket på den 7,5 km lange rute.

- World Bicycle Day er den perfekte dag til at relancere Jyllinge-Stenløseruten. For uanset om man cykler lidt eller meget, hele vejen eller til stationen for at tage toget videre, er der gevinster at hente. For den enkelte og for samfundet. Derfor fejrer vi åbningen af en rute, der i sig selv er en kilde til aktiv transport, men også er en afgørende forbindelse for borgerne i den nordlige del af Roskilde Kommune til S-togsnettet i Stenløse, siger Tomas Breddam (S), borgmester i Roskilde Kommune.

Program for relanceringen d. 3. juni 2021:

Kl. 11:45: Fælles cykeltur ad hele Jyllinge-Stenløseruten m. bl.a. Tomas Breddam og Karsten Søndergaard og med stop undervejs, hvor Egedal og Roskilde kommuner fortæller om tiltagene på ruten. Mødested: På græsset ved bænken hvor Boelholmvej støder op til rundkørslen på Krogholmvej i Stenløse, og hvor supercykelstien starter. Alle er velkomne til at cykle med sammen med borgmestrene og høre om ruten, hvis man føler sig sund og rask. Der vil blive taget de nødvendige corona-hensyn under hele arrangementet. Fælles afgang kl. 11:45.

Kl. 12:30-13:00 Lanceringsevent v. supercykelstipavillonen v. Jyllingehallerne med taler, uddeling af goodiebags og forfriskninger.

Kl. 13:00: Tak for i dag.

 

Pressekontakter

Sekretariatet for Supercykelstier, Programleder Sidsel Birk Hjuler
Tlf. 40 49 70 66, hy6p@tmf.kk.dk

Egedal Kommune,
Pressetelefonen, tlf. 72 59 62 03

Roskilde Kommune,
Borgmester Tomas Breddam
Tlf. 60 63 23 26, Borgmester@roskilde.dk

Projektleder Morten Heegaard Christensen
Tlf. 46 31 37 22, Mortenhc@roskilde.dk

 

Billeder og mere information om supercykelstierne i hovedstadsregionen
http://supercykelstier.dk/ og https://supercykelstier.dk/download-pressefotos/
Billeder krediteres: Supercykelstier Region Hovedstaden

 

FAKTA om supercykelstierne i Region Hovedstaden

Supercykelstierne i Region Hovedstaden er et samarbejde mellem 30 kommuner og Region Hovedstaden om at skabe sammenhængende cykelinfrastruktur på tværs af kommunegrænserne i hele regionen. Supercykelstierne forbinder land og by og skal gøre det let, fleksibelt og trygt at vælge cyklen til og fra arbejde.

  • Supercykelstisamarbejdet har i dag 182 km supercykelsti fordelt på 10 ruter. I 2045 vil der være over 850 km supercykelsti fordelt på over 60 supercykelstier.  
  • Jyllinge-Stenløseruten er samarbejdets 10. supercykelsti og den første til at forbinde Region Hovedstaden med Region Sjælland.
  • På Region Hovedstadens supercykelstier pendles der hver dag 400.000 km på cykel, svarende til 10 gange rundt om jorden eller 100 Tour de France-løb.
  • Den gennemsnitlige turlængde på supercykelstierne er 11 km pr. tur. På nogle ruter er gennemsnits-turlængden knap 15 km pr. tur. 55 % af alle beskæftigede pendlere bosat i Region Hovedstaden har 10 km eller derunder til sin arbejdsplads. I hele Danmark er det 47 % af alle beskæftigede pendlere, som har 10 km eller derunder.
  • Når en rute opgraderes til supercykelsti, stiger antallet af pendlere på ruten i gennemsnit 23 %. I gennemsnit kommer 14 % af de nye pendlere fra bilen.
  • Supercykelstierne er ét af Danmarks mest rentable infrastrukturprojekter. Ifølge den samfundsøkonomiske analyse af supercykelstierne (fra 2018), der er lavet for det samlede net af supercykelstier på dengang 750 km, har supercykelstierne et samfundsøkonomisk afkast på 11 pct., hvilket svarer til 5,7 mia. kr. Efter de opdaterede enhedspriser er den interne rente estimeret til over 20 %.

Kontakt

Borgmestersekretariatet

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: borgmestersekretariatet@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12