Nyhed

Ny kulturklub for børnefamilier spirer frem med et brag af en børnedag

Der bliver gang i den for Egedals børn og deres familier, når Smørum Kulturhus fyldes med musik, teater og sjov til Børnenes Dag, lørdag den den 30. oktober. Børnenes Dag markerer samtidig starten på ’Kulturspirerne’, Egedals helt nye børneklub for familier.

Kulturspirerne er en helt nystartet børnekulturklub i Egedal Kommune. Kulturspirerne drives af Egedal Bibliotekerne, Egedal Musik- og Kultursko-le og Egedal Arkiv og Museum, som har slået sig sammen om at skabe en klub for familier i Egedal, der ønsker at ”gå til kultur”.

“Jeg har været begejstret for idéen om en børnekulturklub i Egedal, si-den jeg hørte om den første gang, og jeg glæder mig til at følge “Kultur-spirernes” fra første spæde skud til fuld blomstring. Kulturspirerne er endnu et godt eksempel på, at den biblioteksstrategi, som vi vedtog i Kultur- og Erhvervsudvalget i 2020 virkelig lever og er med til at sikre, at Egedals borgere får både flere og bedre bibliotekstilbud,” siger formand for Kultur- og Erhvervsudvalget, Charlotte Haagendrup.

Klubben bliver et kulturelt fællesskab for familier med børn i alderen 4-10 år, og vil byde på bl.a. koncerter, forfatterbesøg, særforestillinger, kunstoplevelser og mange andre kulturelle begivenheder, som medlemmerne kan opleve sammen med andre børnefamilier. Kulturspirernes arrangementer er unikke i den forstand, at de kommer oven i hatten på de kulturarrangementer, man i forvejen kan opleve i Egedal Kommune.

”Vi lægger ud med en vild dag i ordets tegn for klubben i Smørum Kulturhus den 30. oktober, hvor de tilmeldte kan glæde sig til masser af musik og teater”, fortæller børnebibliotekar Stine Hall. ”Først spiller Dissing og Las familiekoncerten ’Min Mormors gebis’, der sætter fut i Jakob Martin Strids bestseller-børnebog, og den lokale Anders Jakobsen vil spille den sprudlende jazz- og latin-koncertforestilling, Univers på Vers, med fede rytmer og ørehængende melodier, siger Stine Hall.

”Børnenes Dag byder også velkommen til en af Danmarks bedste ord- og rimsmede, Lotte Salling, som bare kan noget med ord og krop. Alle hopper med, når Lotte fortæller om trolde og jætter. I den mere rolige ende, kan deltagerne opleve teaterforestillingen ”Grebet i luften”, hvor Claus Mandøe fanger ord i sit net og fortæller forunderlige, sjove eventyr fyldt med spræl,” siger Stine Hall.
Børnenes Dag vil også byde på lege fra Arkivet, hvor der kan prøves kræfter med lykkehjulet, at kaste harve og at prøve og spænde mor eller far for den lille ringrider-vogn. Der vil også blive budt på mad i Café Smørhullet, ligesom de tilmeldte kan købe lidt varmt og godt i ’den mobile coffeeshop’ foran Smørum Kulturhus.

”Det hele er planlagt og klar til den store åbningsfest. Så nu skal vi bare have en masse kulturinteresserede familier til at melde sig til dagen, som automatisk giver adgang til Kulturspirer-klubben’, slutter Stine Hall.

Få fat i en billet, og bliv en del af klubben

Man kan købe familiebillet til Børnenes Dag i Smørum Kulturhus, lørdag den 30. oktober på bibliotekernes hjemmeside her. Billetten koster 250 kr. for hele familien og giver samtidig medlemskab af ’Kulturspirerne’, så man får invitation til særarrangementer; f.eks. i forbindelse med mølledage, Musikskolens koncerter, bibliotekernes udstillinger med mere.

Kontakt

Kultur og fritid

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: kulturogfritid@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12