Nyhed

Egedal Bibliotekerne sætter litteratur til vores natur

Egedal Bibliotekerne får 294.500 kr fra Kulturstyrelsen til et nyt spændende lydprojekt, der skal sætte gang i både benene og poesien hos store og små – og få os ud i naturen. Arbejdet starter nu – med en eftersøgning af naturtyper, som biblioteket kan sætte poesi til.

”Hemmelige Steder: En poetisk naturformidling med vandringer i natur og litteratur” er titlen på projektet, der skal lave lyd-spor til gåture i naturen med udgangspunkt i litteratur. Med ”Hemmelige Steder” i ørerne kan børnefamilier, unge, ældre, skoler og daginstitutioner på gåturen blive klogere på både naturen og litteraturen.

Litteratur der passer til natur

Nu går arbejdet i gang med at definere 3 naturtyper, der skal have hver deres lydspor fyldt med litteratur. De 3 naturtyper vil blive omsat til 3 gåture i Egedal Kommune, men skal også kunne bruges i hele Danmark.
- Vores opgave er nu at finde de 3 naturtyper, der giver bedst mening at sætte litteratur til. Vi kalder det de ”Hemmelige steder”; det er de steder, man elsker at besøge på sin gåtur. Steder som man gerne vil vise andre. Måske er det skovsøen, myreturen eller grantræet som man oplever som poetisk. Vi søger nu efter inputs hos Egedals borgere. På kommunens facebook-side kan alle komme med bud på naturtyper, som man gerne ser behandlet poetisk. Vi er spændte på at se, hvilken natur som borgerne gerne vil have, vi sætter litteratur til, fortæller Finn Petersen, der er leder af Ølstykke Bibliotek, og med i ansøgningen til Kulturstyrelsen.
De tre lydspor vil også blive tilbudt skoler og daginstitutioner og ikke blot indeholde skønlitteratur men også faglitteratur. Den valgte litteratur skal behandle naturen og menneskets forhold til naturen og dermed også emner som biodiversitet, klimakrise og kulturhistorie. Turene kan dermed også være et ekstra krydderi til eksempelvis dansk-faget eller til børnehavens udflugt.

Innovative biblioteker

Projektet er først endeligt færdigt i foråret 2023. Men så er det også testet af 8 andre kommuner og klar til at blive brugt. Til den tid vil Egedal Bibliotekerne invitere Egedals borgere med på gåtur i natur med litteratur.
- Jeg er stolt på flere planer. Det er skønt, at vores biblioteker er så innovative, og flot, at vi får penge til udviklingen. Projektet bliver interessant for alle os i Egedal, der søger inspiration til gåture og gerne vil blive klogere på den natur vi går i. Jeg glæder mig til at høre, hvordan litteraturen kan bruges til at beskrive vores natur. Og jeg glæder mig over Egedal Kommunes vision om ”En hverdag i fællesskab og bevægelse” får et meget konkret output, siger Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune.

Vil du komme med forslag til natur-typer skal du blot finde opslaget om Hemmelige Steder på Egedal Kommunes facebook-side.

Kontakt

By, Kultur og Borgerservice

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: cbk@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12