Nyhed

Send køkkenafløbet på slankekur

Jul og nytår kan være en fed omgang for dit køkkenafløb. Men kuren er heldigvis enkel, hvis afløbet har fået for meget fedt. Det handler om vand og sæbe.

Det kan være fristende at hælde stegefedtet i afløbet. Nok er det ude af øje, men ikke ude af afløbet. Fedt størkner nemlig og får dit afløb til at stoppe til. Heldigvis kræver det blot en lille indsats at holde afløbet rent:

  • Om aftenen inden du går i seng, hælder du en god sjat opvaskemiddel ned i afløbet på din køkkenvask
  • Næste morgen skyller du afløbet igennem med kogende vand, når du alligevel laver kaffe.

Sæben har opløst fedt og snavs i løbet af natten, og det kogende vand skyller afløbet rent. Vand og sæbe er nemlig lige så effektivt som afløbsrens, kaustisk soda, klorin og anden kemi – men billigere og bedre for miljøet.

Næste gang du har stegefedt i overskud

Har du overskud af stegefedt fra madlavningen, kan du sætte det til side, til det stivner og herefter smide det ud med resten af dit køkkenaffald.

Pas på dit afløb og kloak

Er du grundejer, har du ansvaret for at vedligeholde dit afløb og kloakledning på din grund. Hvis dit afløb eller kloak stopper til, og du ikke kan løse problemet selv, kan du være nødt til at betale et firma for at få klaret opgaven.

Det hjælper også vandselskabet Novafos, hvis du skåner afløbet. Hvis fedtet ender i kloakker og pumpestationer, skal Novafos bruge tid og penge på at spule og rense det væk. Og regningen ender i sidste ende hos forbrugerne.

Kend din kloak

Du kan læse flere gode råd om, hvordan du passer på kloakken hos Novas på denne side: novafos.dk/kenddinkloak 

 

Kontakt

Teknik og Miljø

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: spildevand@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12