Dit eget bylaug?
Borgerudvalget vil gerne høre Egedalborgerne, om de er interesserede i flere bylaug i Egedal.
Der findes i dag en række bylaug, og de fungerer godt til at skabe sammenhold i landsbyen/byområdet og arbejde sammen for deres interesser (Læs evt. mere om bylaug på Egedal Landsbyråds hjemmeside). Derfor barsler Borgerudvalget nu med et forslag om at udbrede bylaug til hele Egedal Kommune.
Hvad går forslaget om bylaug ud på?
I Borgerudvalgets idé indgår, at politikere og Egedal Kommunes administration inddrager de eksisterende og potentielle bylaug i de spørgsmål, som vedrører lokalområdet. Det kan fx være forhold omkring oprettelse eller nedlæggelse af institutioner og skoler, naturpleje, miljøforanstaltninger, affaldsløsninger, fjernvarme og mange andre lokale spørgsmål.
Høringen og dialogen mellem Byrådet og bylaug vil sikre en mere struktureret borgerdialog og dermed være mere forpligtende for byråd og forvaltning.
Hvad mener du?
Inden Borgerudvalget fremlægger et forslag til Byrådet om udbredelse af bylaug i Egedal, vil de meget gerne høre din mening. Derfor håber udvalget, at du vil udfylde et kort spørgeskema.
Hvad er Borgerudvalget?
Byrådet har nedsat et opgaveudvalg omkring borgerdialog, der har kompetence til at komme med ideer, forslag og inspiration. Udvalget består af 7 borgere og 7 byrådsmedlemmer. Link til mere information om udvalget og dets ideer.
Kontakt
Borgerservice og organisation
Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: kommune@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000
Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12 - Kun telefonisk henvendelse