Pressemeddelelse

Elever prøver kræfter med design af skoleområde

Sommeren 2020 flytter Toftehøjskolen sammen med Hampelandskolen, der fra 2021-2023 udbygges med nye og kreative læringsmiljøer. Eleverne inddrages fra første færd og i sidste uge kom 7.-9. klasses elever med kreative bud på design af et mindre udeareal.

”Her skal der være et bassin med hajer og blæksprutter og derovre sneboldkanoner til sneboldskydning til vinter”, lød nogle af de mere kreative forslag fra Hampelandskolens 9. klasser. ”Det er fint med skæve idéer, for de kan føre til realistiske idéer, som man ikke lige ville komme i tanke om, som fx et lille vandløb i stedet for et hajfyldt bassin”, sagde Egedal Kommunes skolekonsulent, Tobias Koefoed-Nielsen. Idéer var der mange af, da elever fra Toftehøjskolen og Hampelandskolen samarbejdede om design af et udeareal på Hampelandskolen, der ligger ned mod Klub Hampen.

Elevinddragelse

I en dobbelttime blev 7.-9. klasserne briefet på designopgaven, hvor et udeareal skal bruges i undervisningen, i frikvarterer og efter skoletid. Så et areal, der rummer læring, gruppearbejde og socialt samvær. Kreativiteten og idérigdommen var stor og på en række farverige plancher på væggene var der forslag om alt fra amfiteatre, kæmpe skakspil og hængekøjer mellem træerne samt trampoliner og en stor rutsjebane ned ad skrænten til Klub Hampen.

Om under et år flytter Toftehøjskolens elever til Hampelandskolen og med designopgaven fik udskolingsklasserne mødt hinanden og Toftehøjskolen fik set deres nye skole og nye kammerater.

”Det gik rigtigt godt, da klasserne fra Toftehøjskolen og Hampelandskolen mødtes og det gav gode plancher og gode idéer til projektet. Det er rigtigt fint, at eleverne bliver involverede i design af arealet, for det er deres fritidsliv og de kommer jo også på skolen om aftenen”, sagde Laila Kjær, lærer i 9. klasserne på Hampelandskolen.

”Det er godt at involvere eleverne og give dem noget medbestemmelse. For hvis du selv er med til at designe området – og nogen elever er måske også med til at bygge det – så får man ejerskab til området. Jeg glæder mig til at se, hvad det bliver til, for der er mange, der har rigtig gode idéer. Det vil også være fedt for eleverne at se tilbage på deres plancher med forslag om et halvt års tid, når arealet er bygget, og vi kan se, hvilke forslag, der bliver til noget. Den proces bliver spændende at følge”, sagde Toke Christensen, lærer i 9. klasserne på Hampelandskolen.

Fra 9. klasserne var meldingen, at designopgaven var ”sjov og spændende og at det vil være mega nice, hvis vi kan nå at opleve området, før vi stopper i skolen til sommer”.

Hvis alt går som planlagt, går første spadestik i jorden, før frosten kommer, og anlægsarbejdet står færdigt før sommerferien, så også 9. klasserne får glæde af det nye område.

Kontakt

Skole

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
Tlf.: 7259 6000

Telefon og ekspedition
Mandag, tirsdag, onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-17.30
Fredag kl. 10-12