Pressemeddelelse

Borgmesteren springer ud med pop-up kontor

Borgmester Karsten Søndergaard åbner i løbet af 2020 pop-up kontor for en dag ti forskellige steder i Egedals lokalsamfund. Pop-up kontoret skal gøre det nemt for borgerne at komme i dialog med kommunen, der hvor de har deres hverdag.

Det første pop-up kontor bliver på Rytterskolen ved Ganløse Kirke den 30. januar mellem kl. 10 og 16.30. Borgmester Karsten Søndergaard ser frem til at byde ganløseborgerne inden for til en snak:

”Jeg glæder mig til at komme rundt i lokalsamfundene og møde egedalborgerne, der hvor de har deres daglige gang. Det er vigtigt for mig, at alle nemt kan komme i dialog med kommunen om stort og småt, men det kan måske nogle gange være lidt svært at få presset ind i en travl hverdag. Derfor får mange måske heller ikke altid stillet deres undren eller fortalt deres gode ide. Og det er ærgerligt, for vi vil dialogen i Egedal. Så jeg håber, at mange vil lægge vejen forbi mit pop-up kontor – også gerne til en uformel snak.”

De mange forskelligartede steder, som tæller bl.a. badebroen ved Buresø, Søsum Aktivitetshus og Værebro Erhvervscenter, giver borgmesteren mulighed for at møde borgerne på deres hjemmebane og ikke kun de traditionelle kommunale steder. Pop-up kontorene i lokalsamfundene veksler mellem større og mindre lokalsamfund og er geografisk spredt over hele kommunen.

”Vi vil med pop-up kontoret forsøge at gøre kommunen mere tilgængelig i hverdagen og give alle mulighed for at byde ind med lige netop det, der optager dem. Det kan virke som en stor ting at skulle helt op på rådhuset, hvis man f.eks. er en travl børnefamilie eller gangbesværet. Med pop-up kontoret håber jeg at få lejlighed til at hilse på rigtig mange egedalborgere og høre deres ideer og tanker om hverdagslivet og at bo i Egedal. Pop-up kontoret holder åbent i hvad der svarer til en arbejdsdag, og vi har planlagt et helt år frem i tiden, sådan at alle forhåbentlig kan finde et lille hul i deres kalender, når jeg kommer forbi i deres nærområde. Og ellers er man selvfølgelig fortsat også altid velkommen til de månedlige kaffemøder på rådhuset,” slutter borgmesteren.

Kontakt

Sekretariat for Politik og Ledelse

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: udviklingssekretariat@egekom.dk
Tlf.: 7259 6000

Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12