Nyhed

Orkestermestre fra Ølstykke spiller for kulturminister

Ølstykke-børn inviterer Hvidovre-børn med ind i Orkestermester. Udvidelsen af Orkestermester markeres ved en event, hvor kulturminister Joy Mogensen deltager og Ølstykke-børn spiller op

Kun 9 skoler rundt i landet er med i OrkesterMester, hvor skoleklasser lærer at mestre musikinstrumenter og får musikalske oplevelser. Distriktsskole Ølstykke er en af dem. Fredag den 28. februar udvides konceptet med 11 nye skoler. Det fejres med koncert, hvor Ølstykkebørnene spiller op til Hvidovre-skolebørn, der kommer med i kredsen af Orkestremestre. Kulturminister Joy Mogensen deltager og lytter til Egedals musikalske invitation til Hvidovre.
Kulturministeriet har afsat 10 millioner kroner frem til 2023 til projektet OrkesterMester.

- Med OrkesterMester er vi med til at sætte fokus på musik i folkeskolen og sikre, at flere børn får oplevelser med musik. De lærer at spille og får viden om forskellige typer af musik, og de lærer om vores fælles musikkultur, siger generalsekretær Lotte Trangbæk, Danske Musik- og Kulturskoler, der står bag projektet.

Arbejdet med skoleorkestret foregår i de obligatoriske musiktimer og i et samarbejde mellem musikskolen og folkeskolen.På Distriktsskole Ølstykke er ca. 400 børn i ugentlige forløb hele året fra 0.-3. klasse. Sammen med DPU og Århus universitet er der lavet en massiv følgeforskning og en rapport støttet af Statens Kunstfond i 2018. Rapporten viser, at det er stort for børnene at spille sammen i et orkester. Det styrker klassens sammenhængskraft og giver positive fælles oplevelser af at lære, mestre og opleve i fællesskab.

- Vi har haft et fantastisk samarbejde med Distriktsskole Ølstykke. Vi er kommet rigtig langt med vores Åben Skole-samarbejde, hvor folkeskolen og musikskolen samarbejder. Eleverne møder musikken med ”rigtige” instrumenter som violin, cello, basun og tværfløjte, og de har lært at mestre dem. I et orkester skal man også kunne lytte til hinanden og give hinandens ”stemmer” plads. Vi ser, at det styrker klassens sammenhængskraft og giver positive fælles oplevelser. Så vi er glade for, at vi fortsat er en del af OrkesterMester, fortæller Mikkel Benn, der er musikskoleleder for Egedal Musikskole.

Orkestermesterfest i DRs koncerthus

OrkesterMester startede i 2018 på ni skoler, og her har erfaringen været, at arbejdet med skoleorkestret engagerer og motiverer både elever og lærere, og at det sætter et positivt præg på skolen og især på de medvirkende klassers trivsel.

- Musik gør os til deltagende, sociale og skabende mennesker. Og når børn får mulighed for at møde musik i en tidlig alder, så giver det selvtillid og sammenhold. Jeg glæder mig meget til at følge de nye OrkesterMester-skolers arbejde med at give ungerne mulige for at spille eget instrument, siger kulturminister Joy Mogensen.

For Danske Musik og Kulturskoler er det vigtigt, at OrkesterMester fører til, at skolerne får opbygget et skoleorkester, der også lever efter projektperioden, og gør musikken til en aktiv og forankret del af elevernes skoleliv. 

- De kunstneriske fag har i mange år ikke fået så meget fokus i folkeskolen, og derfor er vi meget glade for gennem OrkesterMester at være med til at styrke musikkulturen i skolerne og samarbejdet mellem folkeskoler og musikskoler, siger Lotte Trangbæk.

En del af ideen med OrkesterMester er desuden, at eleverne skal møde professionelle musikere. Det sker ved en årlig OrkesterMesterFest, hvor eleverne fra alle de deltagende skoler enten spiller en hel dag sammen med DR Symfoniorkestret og afslutter med koncert i DR Koncerthuset eller hos et af landsdelsorkestrene.

Fakta: Orkestermester..

  • Er et projekt som sigter på at opdyrke skoleorkestre på skoler, hvor der ikke i forvejen er et.
  • Er For hele klassen.
  • Understøtter Selvtillid og Sammenhold, Spilleglæde og Skolestolthed.
  • Er et samarbejde mellem Danske Musik- og Kulturskoler, kommuner og folkeskoler.
  • Startede i 2018 med en bevilling fra Nordea-fonden på 3,4 millioner kr.
  • Med midler fra Musikhandleplanen 2019-2022 har Kulturministeriet bevilget 10 millioner kroner til projektet.

Kontakt:

For oplysninger om Egedal Musikskoles samarbejde med Distriktsskole Ølstykke., kontakt Mikkel Benn, Musikskoleleder Egedal Musikskole, tlf: 7259 7882, mail: mikkel.benn@egekom.dk

For yderligere oplysninger om OrkesterMester kontakt DMK: Projektleder, Bent Hjort, mobil: 519226684, e-mail: bhj@dmkskoler.dk

Hent yderligere pressebilleder på www.orkestermester.dk

Kontakt

Egedal Musikskole

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
E-mail: musikskolen@egekom.dk
Tlf.: 7259 7883

Mandag 8-14
Tirsdag og onsdag 10-14
Torsdag 10-17.30
Fredag 10-12